Krabi – der er flere oplevelser i vente

Tag på oplevelse i en verden over og under vand, der er fantastisk

En verden af turkisblå vand har åbnet sig foran dig, du er på tur i en longboat og bliver draget af livet under vand, du ser de fantastiske klippeformationer, der rager op på vidt forskellige måder. Sådan er det at besøge Krabi, hvor der også findes en verden af dyr over landet, hvor der blandt andet er en nationalpark at opleve også. Oplev Krabi både over og under vandet, du fortryder det ikke.

Krabi - unge mennesker pjasker i vandet og har det rigtigt sjovt

Nationalparker og dykkerparadis

Der er meget at se både over og under vand for dig, der gerne vil et skridt tættere på naturen. En af de muligheder får du blandt andet når du vælger at besøge Khao Phanom Bencha Nationalpark, hvor en hel verden af tropiske dyrearter er at finde. Med ikke mere end 7 grader til Ækvator, findes der her mange sjældne dyrearter i det store område, der er på over 500 km2.

Du finder både vandfald, næsehornsfugle og gibbonaber i området. Er du heldig kan der også være mere sjældne dyrearter at finde, men så gælder det om at holde øjnene godt åbne og lede efter dem, gerne i træerne, hvor det blandt andet kan lade sig gøre at finde en træleopard. Vælger du at besøge Khao Phanom Bencha Nationalpark, er der udflugter af varierende længde. Der er blandt andet halv- og heldagsture, hvor du har mulighed for at gå i junglen, se vandfald og bade i smukke bjergsøer.

Du kan også vælge at tage på en rigtig trekkingtur, hvor du med guider finder ud af meget mere om naturen i dette område. Det er klart en af de anbefalelsesværdige ture, hvor du får mulighed for ferieminder, der ikke er til at finde andre steder. Blandt andet får du en udsigt udover hele området og havet. Det er simpelthen en enestående udsigt, der kan tage pusten fra de fleste, og det kan trekkingturen også, så det anbefales at være i fornuftig form.

Skal du opleve endnu et af naturens smukke syn, er der mulighed for det i Tham Phii Hua Toh og Tham Lot, som er nogle af de flotteste drypstenshuler i det sydlige Thailand. Her er det muligt at komme på opdagelse i grotterne, se de mange forunderlige mønstre som havluften er med til at skabe. Er der bare en smule eventyrer gemt i dig, er det muligt at finde udsigtspunkter her, som giver dig en flot udsigt over hele området.

Nu er der også en verden under vand, som naturen i Krabiområdet absolut giver mulighed for at undersøge. En verden under vand, hvor der er farverige fisk, skildpadder, rokker og mange mange flere forunderlige fisk, som gør ethvert dyk til et eventyr.

De mange øer i området indbyder både til snorkling i overfladen og dyk langt ned i havets forunderlige verden. Det giver mulighed for oplevelser i verdensklasse, uanset om du er garvet dykker eller nybegynder og de mange dykkerskoler med dygtige instruktører, gør bare hele oplevelsen endnu bedre.

Det er muligt at dykke hele året rundt i området – vil du have de allerbedste betingelser, vil det være bedst at dykke fra december til april ved Krabi. Vil du gerne opleve Phi Phi øerne, kan det lade sig gøre at komme dertil og dykke – du skal forvente en tur, der tager et par timer. Ud fra Phi Phi øerne, er der også mange fantastiske dykkerlokationer, så de mange øer i området indbyder gang på gang til dykning og naturoplevelser i stor kaliber.

At dykke i disse områder kan godt føles som at dykke ned i et paradis under vandet, hvor du kan støde på forunderlige fisk som yellow box fish, squidfish, klovnefisk og mange mange flere – det er bare ganske fantastisk.

Er der børn med på ferien

Så vil du opleve Krabi meget tiltalende, da der her findes flere børnevenlige oplevelser, hvor børnene kan få mange timer til at gå. En af mulighederne er en udforskning i området, hvor der er mulighed for at leje en havkajak. Her er en af de bedste ruter turen til Tha Lin, hvor du kommer forbi flere limstensklipper, og samtidig kan opleve livet lige under havoverfladen. Bliv ikke overrasket, hvis der pludselig er en stime af sergeant major fish, der nysgerrigt følger med og måske håber, der bliver smidt lidt mad ud til dem.

En anden oplevelse, hvor børn i alle størrelser kan være med, er at tage på kokkeskole og det kan også lade sig gøre i Krabi. Der kan let gå flere timer med at lave en spændende ret på ægte thai manér, hvor du bliver undervist af lokale kokke. Det er ofte underholdende, så er man med på en tur på kokkeskole, vil du både blive mæt og underholdt, hvilket ikke er en dårlig kombination.

En anden mulighed er at tage en tur til det nærliggende Ko Lanta, hvor du kan finde en skole, der er fyldt med legekammerater. Der findes en svensk skole, som underviser børn fra hele norden. Det er noget, der kan falde meget i børnenes smag og give dem venskaber med børn fra andre nationaliteter, der kan række langt frem i livet.

Krabi byder derfor på oplevelser af enhver art, uanset om det er i selve byen, områderne nær Krabi eller ture, der tager et par timer. Byen har sin helt egen puls og derfor er det både afslappende og underholdende at besøge Krabi.

Nu er der endnu en grund til at besøge området ved Krabi og det er Railay Beach. En halvø, der er så fantastisk og minder om et hjørne af paradis, hvor du kan finde hemmelige laguner, klatre, dykke og nyde en aften på en af de mange barer. Railay Beach – noget helt for sig selv.