Annoncering

Collapse
No announcement yet.

Første gang i Isan.

Collapse

Unconfigured Ad Widget

Collapse
This is a sticky topic.
X
X
  • Filter
  • Tid
  • Show
Clear All
new posts

  • #31
    Oprindeligt indsendt af Pescator Se indlæg
    Uden undtagelse slår de tilstedeværende hænderne sammen og udbryder begejstret: Luuk Maa Na Kliad, hæslig hundehvalp??
    Ha, ha! Jeg har oplevet de fleste af de ting, du beskriver, men denne her kebdte jeg ikke,
    Oprindeligt indsendt af Pescator Se indlæg
    kDen nybagte mor skal tilbringe en 5-6 dage med at Nårn Yuu Fai på et Gradaan Fai. Sove tæt på ilden på et til formålet designet leje. Dette er en gammel skik, der har til formål at få livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen. Comprende!
    Heller ikke den skik kendte jeg.
    Oprindeligt indsendt af Pescator Se indlæg
    Det viser sig at Cheet som chaufføren hedder er ingeniør og arbejder for Khaa Rachagaan,
    ข้าราชการ = civil servant
    Han arbejdede sandsynligvis for den statslige organisation, som pumper vand til landbruget ved hjælp af elektricitet, og som lededes af dr. Prateep. Det var den samme organisation, der overtog det anlæg, jeg var med til at bygge ved Tha Bo i Nong Khai.

    Mvh
    Bent Jensen
    Oversætter mellem bl.a. thai, engelsk, spansk, tysk og dansk.

    Comment


    • #32
      Der hvor jeg slaar mine folder(ja, Jos, det er i Isaan) har de den skik, at en pige skal ligne sin far, og en dreng sin mor.
      Da jeg blev bedyret at min datter skam lignede mig, blev jeg noget stoedt. Hun er nemlig smuk. Men jeg blev beroliget med, at det er bare hoefligheds fraser.

      Pyha

      Comment


      • #33
        Oprindeligt indsendt af bsa Se indlæg
        Der hvor jeg slaar mine folder(ja, Jos, det er i Isaan) har de den skik, at en pige skal ligne sin far, og en dreng sin mor.
        Da jeg blev bedyret at min datter skam lignede mig, blev jeg noget stoedt. Hun er nemlig smuk. Men jeg blev beroliget med, at det er bare hoefligheds fraser.

        Pyha
        hehehe - ja der er vist en del der kommer i det område, jeg kender da efterhånden nogen der bor i Isaan (eller hedder det på Isaan ? )...

        Mine børn er så uheldige at mine gener slår kraftigt igennem, det gælder også døtrene, min ene søns mor er på vej herned lige i dette øjeblik, hun har forberedt mig på at vi skal ud og købe ind til en 16 årig der er større end jeg, muligt at jeg skal høre Pescator hvor man finder bukser med ekstra lange ben ?

        Min kone ønsker ikke at være "ejer af et barn" - men ser hun blandingsbørn, så klør det så kraftigt i æggestokkene at det kan høres... men ofte går det over hvis de begynder at græde, eller stille "hvorforhvorforhvorfor" spørgsmål, der er min tålmodighed nok lidt mere udtalt






        .
        Amatør i Thailand, gift med thai der har glemt at læse "Stickman" for at vide hvordan hun er...

        Comment


        • #34
          Oprindeligt indsendt af bsa Se indlæg
          Tak for fin laesnjng.
          Underholdende og genkendeligt.

          Naar vi op til dags dato ? Meget maa ha aendret sig paa alle disse aar, og med Bak Maikaen i familien.

          Venlig hilsen Helge
          Hej Helge,

          I betragtning af at mine beretninger udspilles i begyndelsen af 90`erne vil det nok være lidt for omfattende at nå op til dags dato

          Sandt at sige, oplever jeg ikke den store forskel fra dengang og til nu. Ihvertfald ikke i landsbyen.
          Min familie er dog nu den stolte indehaver af et køleskab. Af uransagelige årsager sætter de ikke mad herind, dertil bruges flueskabet. Kun koldt vand forefindes i køleskabet.
          Derudover har de en Yamaha Power Scoop 100 cc motorcykel, som vi købte second hand i 1995.
          Den kører guhjælpeme stadigvæk og er blevet liret gevaldigt op af en af nevøerne med lavprofildæk, båthorn, blinkende dioder, nitter, svastika, læderstrimler og whatnot. Ja, han er en hård nyser.

          Huset er i tidens løb blevet renoveret og udbygget. Men er stadig af samme standard som førhen.
          Familien har aldrig været fordringsfulde og har i vid udstrækning været selvforsynende.

          Vandbøflerne er dog væk nu. Havetraktoren har helt overtaget deres opgaver. Så det er slut med at ride på vandbøfler, ak ja, det var sjovt mens det varede


          Og til Jos.
          Jeg ved sørme ikke hvor man finder bukser i voksenstørrelse, de eneste der passede mig, var dem jeg fik syet.
          Men nu er jeg heller ikke shopaholic, de forefindes sikkert i de store department stores.

          mvh

          Comment


          • #35
            Min "største fangst" vil jeg komme tilbage til....

            Inat fik jeg godt nok noget af en forskrækkelse. Vi lå "bekvemt" på vores leje på gulvet i vores sødeste søvn klokken sent, da der lige pludselig lød adskellige skud i landsbyen.
            "Every man to himself, save women and kids! " Ro på nu, farang, det var en kræftsyg der døde i løbet af natten, hvilket udløste disse skud.
            Nå ja, selvfølgelig....Burde jeg kunne have sagt mig selv.
            Jeg er nu efterhånden blevet vant til natlige lyde, da motorsavene hidsigt saver sig igennem træer om natten. Der er et generelt forbud mod at fælde træer i Thailand, hvilket er ensbetydende med, at det på disse kanter foregår om natten. En stolt tradition er det.

            En begravelse skal efterfølgende finde sted. Men der går en tid, først skal man "Tham Bun"? Noget med at "make merit"??
            Der bliver vist iøvrigt yderligere en begravelse, der skal finde sted... Forklaring følger.
            Igår blev der på fjernsynet vist en Muay Thai fight, thai boxing. Den nationale helt skulle kæmpe mod en japaner, der var den residerende champion i Japan.
            Jeg har sjældent set en sådan total indlevelse i en sportsbegivenhed. Svigerfar og sønnerne lever sig helt ind i situationen.
            "Uup, Upp" lyder det taktfast fra de entusiastiske tilskuere, mens de følger idolets bevægelser på skærmen. Der bliver uddelt en god del af fingerede slag og finter blandt tilskuerne, mens de betragter den nationale helt.
            Begejstringen tager ingen ende, da den thailandske bokser programmæssigt knockouter den japanske udfordrer med et cirkelspark, tror jeg det hedder.
            Tilskuerne banker på gulve og vægge, mens de udtrykker deres anerkendelse af det thailandske idol. Der er ikke et sæde tørt.

            Denne omstændighed er imidlertid også ensbetydende med, at svigermor ikke kan indfinde sig til sin aftale hos sin læge.
            Dette lyder umiddelbart urelateret, men det viser sig at, lægen også så denne fight på TV, og at det blev for meget for ham.... Der kan man virkelig tale om at leve sig ind i begivenhederne.

            Under alle omstændigheder, "begravelsen" skal finde sted. Begravelsen foregår i form af afbrænding. Dette foregår i andagtsfuld stilhed blandt de tilstedeværende tilskuere.
            Anderledes muntert bliver det efter denne seance. Sprut og kortspil kommer på bordet, og de tilstedeværende er særdeles muntre.
            Nogle er så "muntre", at jeg efter en tid ser mig nødsaget til at fortrække. Som eneste blegansigt bliver jeg åbenbart et naturligt mål for de 2-3 residerende fulderikker. Det gider jeg ikke, og som tidligere omtalt, er der ingen der går imellem for at forskåne gæsten for belastende elementer. Det kan jeg nu sagtens leve med. Det er blot at gå væk.

            Idag kommer svoger hjem fra jagt. Han har medbragt en afsjælet hejre. "Jeg har nedlagt den oppe i nationalparken" udbryder han glædesstrålende. "Der er meget bedre jagt der end i vores område"!. (Det kød der er på selvsamme hejre er vel næppe større end køddet på en daggammel kylling )
            Ja, det tror jeg på. Selv da vi var ude på det flere kvadratkilometer store reservoir, så vi ikke en eneste andefugl.
            Landskabet og skoven er generelt blottet for liv, udover insekter, fisk, slanger, krabber og frøer og lejlighedsvis en forskræmt fugl.
            Alt, og jeg mener ALT levende ryger ned i gryden, og den eneste grund til at ovenstående skabninger stadig forefindes, er at de er mindre og mere mangfoldige end diverse fugle og pattedyr. Bigger is Better.
            Jeg dømmer ikke, konstaterer blot.

            Rejer er der også, viser det sig til min afgrundsdybe forundrelse. Hallo, havet er cirka 800 kilometer væk?
            "Ja, ja, Farang. Kom du nu her med mig". Endnu en svoger inviterer mig (der er ingen ende på dem) og tager mig med op til hovedvejen af alle steder?
            Årstiden er nu efterhånden gået over i regntid. Grøfter, bække og udtørrede søer er blevet fyldt med vand, og landskabet har på mirakuløs vis forvandlet sig til lysegrønne marker og blinkende søer så langt øjet rækker. Et smukt syn og hvilken kontrast til min ankomst.
            Fisk, frøer og krabber vælter frem af de fordums udtørrede jorder i de nyopståede søer. Et tilbagevendende og sikkert årligt mirakel. Men rejer?
            Langs med hovedvejen ligger der nu vandfyldte grøfter. Svoger nummer 4 gør min skepsis til skamme ved at køre nettet igennem det klare vand, afslørende et mylder af miniature ferskvandsrejer.
            "Iaften skal du have Gung Dtæn" udbryder svoger nummer 4 triumferende.
            Gung Dtæn viser sig at betyde "dansende rejer". En ret som min svigerinde har tilberedt til ære for mig.
            Det er svært at fange dansende rejer med en gaffel, det viser sig, at de udviser en beklagelig mangel på samarbejdsvilje.
            Men hvor der er en vilje, er der en vej.
            De lokale har det nemmere, de bruger blot klør fem.

            Verden er nogle gange et lille sted.
            Idag henvender en ældre dame fra landsbyen sig til mig, da vi kommer gående oppe på landevejen. Hun har hørt, at jeg er dansker.
            Med sig bringer hun et æseløret brev, som hun ivrigt vifter i luften foran mig, mens hun siger en hel masse.
            Jeg må have tolkeassistance. Ældre damers tykke betel-dialekt kan jeg endnu ikke afkode. Det viser sig, at damen har en kvindelig bekendt bosat på - af alle steder - Bornholm. Det bliver værre endnu. Da jeg læser brevet som jeg får stukket i hånden, viser det sig at underskriveren bor i Rønne.
            Nu har jeg selv boet en årrække i Rønne på Sveasvej, og underskriveren bor ikke 500 meter derfra. Spooky.
            Jeg må desværre bedrøve den ældre dame med at jeg ikke kender vedkommende, der bor trods alt temmelig mange mennesker i Danmark, og jeg kender ikke dem allesammen.
            Men den var godt nok tæt på!
            Den ældre dame er dog tilfreds med således at have demonstreret sine internationale relationer overfor sine naboer, hun fremstår nu givetvis som en verdensmand, selvom hun aldrig har forladt provinsen.
            På vejen tilbage besøger vi en af Leks bekendte. Her har grisen lige fået grislinger. Det er et ømt syn at se de 8 små øffe rundt og slås om at komme til "faddet".
            En lille hundehvalp trænger vist også til en tår over tørsten, for den smutter dristigt ind blandt de hvinende grislinger og udsøger sig en ledig patte.
            Dette bliver dog opdaget af grislingernes mødrende ophav og vild opstandelse opstår, da den blinde passager bliver jaget på flugt. Der er ingen free rides her!



            slut på part 8

            Comment


            • #36
              Super beretning !

              Comment


              • #37
                Min største "fangst".

                Der er sket en del i de forløbne uger, men intet epokegørende.
                Jeg har dog været til et bryllup i landsbyen, hvortil vi var inviteret.
                Hold da op, hvor var det smukt. Nobel brudgom og smuk brud iført tøj, jeg aldrig har set her i landsbyen.
                Utroligt hvorledes en "grim ælling" lige pludselig kan springe ud på den måde. Og med "grim" mener jeg ikke noget nedgørende, blot at landsbyindvånerne normalt går iklædt meget "casual wear".

                Eksempel til efterfølgelse?
                Absolut. Mit ophold nærmer sig sin afslutning. Men det er det mindste af det. Jeg skal hjem til Danmark, men jeg kan ikke forestille mig tilværelsen uden Lek.
                Hvis hun vil have mig - og det er der alt der tyder på, ellers ville hun velsagtens ikke have introduceret mig for familien og ladet mig bo der i så lang tid.
                Jeg har indhøstet en vis respekt hos svigerfar og svigermor. Spist alt hvad der blev stillet på dørken, aldrig undslået mig for at lave noget manuelt, så længe dette selvsagt ikke kolliderer med mit ophold i hængekøjen....
                Selvom det tager årtier at tilegne sig de samme egenskaber som svigerfar besidder, har jeg vist min bedste vilje. Selvfølgelig kan vi nogle ting i den vestlige verden qva vores teknologi, men svigerfar kan nogle ting uden nogen som helst hjælpemidler. Tilbage står, at det er svigerfar jeg er allermest imponeret af blandt alle familiemedlemmerne.
                Han besidder færdigheder indhøstet igennem generationers århundreder og dyrket til perfektion. Jeg har aldrig set nogle der er så snarrådige, så resourcefulde og vidende omkring livet på et sted hvor naturen ikke altid er gavmild.
                Må hans viden og indsigt aldrig gå tabt. Snif, nu blev jeg vist lidt sentimental her.

                Dette er altsammen udenomssnak. Nu bliver det alvorligt.
                Jeg vil smedes i hymens lænker med Lek, min hjertens udkårne. Det lyder corny, men sådan er det.
                Der er iøvrigt heller ingen vej udenom, hvis jeg vil tage risbondens hulde datter til farang-land, så er det giftemål eller ingenting.
                Jeg har nu heller aldrig været mere klar, har aldrig været gift. Og hvis jeg må være så dristig, så er et sjålent kys og en sjælden gang holden i hånd når vi er alene ikke helt tilfredsstillende på sigt.
                Whatever, nu skal det være.
                Svigermor og svigerfar indvilliger. Der var den største hurdle overvundet. Min tilkommende Lek er også indforstået, det var der nu også alt der tydede på, men man skal velsagtens aldrig sælge skindet førende bjørnen er skudt.
                (Jeg har i de forudgående indlæg ikke talt så meget om Lek, da det ikke vil være så interessant for udenforstående at høre om en forelsket mands kærlighedserklæringer, men selvfølgelig er hun årsagen og grunden til at jeg er her i det hele taget)

                Et par dage før det forestående bryllup spørger Lek mig pludselig, hvor meget vil du give min mor? Således lød ordene.
                Jeg er ikke rigtig med, øhh, for hvad?
                Sinsot = medgift, skal det velsagtens tolkes som. Jeg har aldrig hørt om det før, og det lyder temmelig ildevarslende.
                I princippet ville jeg lægge min rørlige formue for Leks fødder, men hvad er medgift?
                Jeg får så forklaringen, "Puuchai yaak dtaeng gaan gab puuying khon thai dtong djai sinsot, man pben prapæni thai". Jeg tygger noget på den sætning, men kommer så frem til at "hvis man vil gifte sig med en thai kvinde skal man betale medgift, thai tradition".Okaaay....

                Lek sætter brudeprisen til 25.000 baht efter samtaler med forældrene. Et eller andet sted tror jeg, hun rangerer noget højere i familiehierakiet end hendes status som den yngste.
                Måske affødt af hendes supplement til husholdningen efter den beskedne indtjening hun havde i en lille restaurant, hvori jeg mødte hende i Krabi. Og hvor hun boede i en garage sammen med flere andre medarbejdere fra restauranten.....Ja, life sucks sometimes.

                NU nærmer sandhedens time sig. Jeg skal finde mit stiveste puds frem fra rygsækken... .
                Svigermor har et dress klar til Lek, og hun ligner en million. Jeg må trække i mit jakkesæt, og synes selv jeg ser nogenlunde ud. Selvom jeg selvfølgelig falder noget udenfor med hensyn til tøjstilen. Vi får begge et hvidt skærf på, der krydser brystet. Nice.

                Bryllupsforberedelserne kører nu på højeste gear.
                Der bliver kokkereret og gjort ved. En central rekvisit hørende til brylluppet består af en smukt dekoreret bananbladsindretning, Paan. Denne fremstiller svigermor med kyndig hånd. Hun har vist også prøvet det før med 9 børn, hvoraf de 8 allerede er gift.
                Derudover kommer lange bomuldstråde "Sai Sin" der skal knytte os sammen.
                Og så går det efterhånden ud i en tåge. Det er ikke hver dag man bliver gift. Jeg er lidt shaky.
                Den residerende munk indfinder sig og han bliver suppleret af en af landsbyens "skriftkloge" iført helt hvide gevandter. Meget nobelt.
                De reciterer passager fra Pali som jeg fatter nada af. Iøvrigt kender jeg slet ikke ham der Pali.

                Den messende hymne lyder meget højtidelig og alvorsfuld, men på trods heraf er der et par unge lømler der fniser og pjatter med hinanden under seancen. Så alvorligt skal det åbenbart heller ikke tages. Og her var jeg lige ved at blive andagtsfuld.
                Efter hvad der forekommer mig som en timelang messen, får vi begge en håndfuld klisterris og et æg, som vi skal spise af. Jeg er helt tør i munden, men ned ryger det.
                Jeg har ved min side, hvad jeg vil betegne som min "best man". En ung thailandsk gut bosiddende i landsbyen som fra dag 1 har været særdeles hjælpsom overfor mig.
                Han hvisker mig stikord på de rigtige tidspunkter, så jeg ikke fremstår som en elefant i en porcelænsbutik. Superfyr, jeg overvejer at give ham min fiskestang og jig.
                Vi får sprinklet vand i hovedet fra en riskost af munken ledsaget af en lind strøm af besværgelser. Jeg bukker/Wai`er det bedste jeg har lært, suffleret af min best man.

                Endelig kan jeg rejse mig op, jeg er nervøs for at mine knæskaller springer ud og slår huller i væggene. Ikke nemt at sidde i skrædderstilling i timevis.
                Min nu ægteviede hustru rejser sig graciøst og jeg følger vakkelvorent efter.
                Mit nyindkøbte kamera - som jeg er lidt øm overfor - passerer igennem en faretruende masse hænder, inden det lykkes en af de tilstedeværende at trykke på den eneste knap der forefindes derpå.
                Blitzen går af til stor morskab for de tilstedeværende. Det er da mageløst! I løbet af et splitsekund er samtlige 36 billeder fyret af. Der må en ny rulle i, ikke alle har endnu prøvet at trykke på knappen.
                Leks mor vil meget gerne have billederne med det samme, men jeg må forklare at de først skal fremkaldes. Det hedder åbenbart "Laang" vaske på thai?

                Jeg er nu ligeglad med mit kamera, de må for min skyld gerne bruge det til at banke søm i med.
                Ved min side står den smukkeste kvinde jeg nogensinde har mødt med et stort smil rettet mod mig. Selvom mine knæskaller mod forventning ikke har forladt deres ophavssted er jeg alligevel svag i knæene. En omfavnelse er okay, så Lek får en megaknuser. Snif, nu blev jeg sentimental igen.
                Vi er nu ægteviet overfor gud og hver mand. Det er faneme stort.

                Af samtlige gæster får vi en hvid bomuldssnor bundet omkring håndleddet, efter en tid resulterer det i at vi bliver bedækket med disse snore helt op til albueleddet.
                Derudover får vi kuverter med penge som bryllupsgave af samtlige tilstedeværende.

                Det højtidelige er vel overstået, og mad og drikke kommer på bordet.
                Jeg kan ikke få en bid ned, det er temmelig stort det her. Jeg har ikke mødt en landsmand endsige en europæer i månedsvis, og jeg er så meget på udebane.
                Hvor ville jeg godt have haft min familie med til at fejre vores store øjeblik. Snif.
                Lek som har en god empati fornemmer mine følelser og tager min hånd. "Mai dtong khit maak na maikæn". "Jeg skal ikke tænke for meget". For en gangs skyld bruger hun mit navn.
                Jeg føler mig straks bedre tilpas og tager del i festlighederne.
                Gildet bliver betalt af mig, ved faktisk ikke rigtig hvad det koster, men for det første er det peanuts og derudover er jeg fuldstændig ligeglad.

                Der bliver gået til stålet med hensyn til mad og drikke og den generelle festivitas. Der lyder hujen, råben og skønsag af varierende kvalitet fra gutterne i landsbyen, et par stykker vælter programmæssigt.
                Jeg får en masse gode ønsker henad vejen fra gæsterne talt på et højtideligt niveau, som jeg endnu ikke behersker, men som min best man udlægger for mig. Min fiskestang er nu så meget hans.

                Festlighederne ebber ud, og jeg vil også bare gerne i seng. Det har været en særdeles begivenhedsrig dag med så mange nye input at jeg næsten ikke kan kapere det.
                Svigermor har også været rundt med stokken et par gange, hun ser frem til at vække os klokken 05.00 imorgen tidlig.
                I kraft af min nye status som husbond må jeg sove side om side med Lek.
                Det lyder jo umiddelbart særdeles attraktivt, men desværre foregår det på gulvet ikke 2 meter fra svigermekanikken.... OG natpotten. (større er huset ikke)
                Det ligger jo ligesom en effektiv dæmper på ethvert tiltag til potentielle natlige udfoldelser.

                Herved rundes beretningen af fra mit første ophold i Isan.
                Der skal fra min side lyde en tak til de tålmodige læsere her på thailand.dk, der har gidet at læse min følgeton.

                Comment


                • #38
                  Oprindeligt indsendt af Pescator Se indlæg
                  Min største "fangst".

                  Der er sket en del i de forløbne uger, men intet epokegørende.
                  Jeg har dog været til et bryllup i landsbyen, hvortil vi var inviteret.
                  Hold da op, hvor var det smukt. Nobel brudgom og smuk brud iført tøj, jeg aldrig har set her i landsbyen.
                  Utroligt hvorledes en "grim ælling" lige pludselig kan springe ud på den måde. Og med "grim" mener jeg ikke noget nedgørende, blot at landsbyindvånerne normalt går iklædt meget "casual wear".

                  Eksempel til efterfølgelse?
                  Absolut. Mit ophold nærmer sig sin afslutning. Men det er det mindste af det. Jeg skal hjem til Danmark, men jeg kan ikke forestille mig tilværelsen uden Lek.
                  Hvis hun vil have mig - og det er der alt der tyder på, ellers ville hun velsagtens ikke have introduceret mig for familien og ladet mig bo der i så lang tid.
                  Jeg har indhøstet en vis respekt hos svigerfar og svigermor. Spist alt hvad der blev stillet på dørken, aldrig undslået mig for at lave noget manuelt, så længe dette selvsagt ikke kolliderer med mit ophold i hængekøjen....
                  Selvom det tager årtier at tilegne sig de samme egenskaber som svigerfar besidder, har jeg vist min bedste vilje. Selvfølgelig kan vi nogle ting i den vestlige verden qva vores teknologi, men svigerfar kan nogle ting uden nogen som helst hjælpemidler. Tilbage står, at det er svigerfar jeg er allermest imponeret af blandt alle familiemedlemmerne.
                  Han besidder færdigheder indhøstet igennem generationers århundreder og dyrket til perfektion. Jeg har aldrig set nogle der er så snarrådige, så resourcefulde og vidende omkring livet på et sted hvor naturen ikke altid er gavmild.
                  Må hans viden og indsigt aldrig gå tabt. Snif, nu blev jeg vist lidt sentimental her.

                  Dette er altsammen udenomssnak. Nu bliver det alvorligt.
                  Jeg vil smedes i hymens lænker med Lek, min hjertens udkårne. Det lyder corny, men sådan er det.
                  Der er iøvrigt heller ingen vej udenom, hvis jeg vil tage risbondens hulde datter til farang-land, så er det giftemål eller ingenting.
                  Jeg har nu heller aldrig været mere klar, har aldrig været gift. Og hvis jeg må være så dristig, så er et sjålent kys og en sjælden gang holden i hånd når vi er alene ikke helt tilfredsstillende på sigt.
                  Whatever, nu skal det være.
                  Svigermor og svigerfar indvilliger. Der var den største hurdle overvundet. Min tilkommende Lek er også indforstået, det var der nu også alt der tydede på, men man skal velsagtens aldrig sælge skindet førende bjørnen er skudt.
                  (Jeg har i de forudgående indlæg ikke talt så meget om Lek, da det ikke vil være så interessant for udenforstående at høre om en forelsket mands kærlighedserklæringer, men selvfølgelig er hun årsagen og grunden til at jeg er her i det hele taget)

                  Et par dage før det forestående bryllup spørger Lek mig pludselig, hvor meget vil du give min mor? Således lød ordene.
                  Jeg er ikke rigtig med, øhh, for hvad?
                  Sinsot = medgift, skal det velsagtens tolkes som. Jeg har aldrig hørt om det før, og det lyder temmelig ildevarslende.
                  I princippet ville jeg lægge min rørlige formue for Leks fødder, men hvad er medgift?
                  Jeg får så forklaringen, "Puuchai yaak dtaeng gaan gab puuying khon thai dtong djai sinsot, man pben prapæni thai". Jeg tygger noget på den sætning, men kommer så frem til at "hvis man vil gifte sig med en thai kvinde skal man betale medgift, thai tradition".Okaaay....

                  Lek sætter brudeprisen til 25.000 baht efter samtaler med forældrene. Et eller andet sted tror jeg, hun rangerer noget højere i familiehierakiet end hendes status som den yngste.
                  Måske affødt af hendes supplement til husholdningen efter den beskedne indtjening hun havde i en lille restaurant, hvori jeg mødte hende i Krabi. Og hvor hun boede i en garage sammen med flere andre medarbejdere fra restauranten.....Ja, life sucks sometimes.

                  NU nærmer sandhedens time sig. Jeg skal finde mit stiveste puds frem fra rygsækken... .
                  Svigermor har et dress klar til Lek, og hun ligner en million. Jeg må trække i mit jakkesæt, og synes selv jeg ser nogenlunde ud. Selvom jeg selvfølgelig falder noget udenfor med hensyn til tøjstilen. Vi får begge et hvidt skærf på, der krydser brystet. Nice.

                  Bryllupsforberedelserne kører nu på højeste gear.
                  Der bliver kokkereret og gjort ved. En central rekvisit hørende til brylluppet består af en smukt dekoreret bananbladsindretning, Paan. Denne fremstiller svigermor med kyndig hånd. Hun har vist også prøvet det før med 9 børn, hvoraf de 8 allerede er gift.
                  Derudover kommer lange bomuldstråde "Sai Sin" der skal knytte os sammen.
                  Og så går det efterhånden ud i en tåge. Det er ikke hver dag man bliver gift. Jeg er lidt shaky.
                  Den residerende munk indfinder sig og han bliver suppleret af en af landsbyens "skriftkloge" iført helt hvide gevandter. Meget nobelt.
                  De reciterer passager fra Pali som jeg fatter nada af. Iøvrigt kender jeg slet ikke ham der Pali.

                  Den messende hymne lyder meget højtidelig og alvorsfuld, men på trods heraf er der et par unge lømler der fniser og pjatter med hinanden under seancen. Så alvorligt skal det åbenbart heller ikke tages. Og her var jeg lige ved at blive andagtsfuld.
                  Efter hvad der forekommer mig som en timelang messen, får vi begge en håndfuld klisterris og et æg, som vi skal spise af. Jeg er helt tør i munden, men ned ryger det.
                  Jeg har ved min side, hvad jeg vil betegne som min "best man". En ung thailandsk gut bosiddende i landsbyen som fra dag 1 har været særdeles hjælpsom overfor mig.
                  Han hvisker mig stikord på de rigtige tidspunkter, så jeg ikke fremstår som en elefant i en porcelænsbutik. Superfyr, jeg overvejer at give ham min fiskestang og jig.
                  Vi får sprinklet vand i hovedet fra en riskost af munken ledsaget af en lind strøm af besværgelser. Jeg bukker/Wai`er det bedste jeg har lært, suffleret af min best man.

                  Endelig kan jeg rejse mig op, jeg er nervøs for at mine knæskaller springer ud og slår huller i væggene. Ikke nemt at sidde i skrædderstilling i timevis.
                  Min nu ægteviede hustru rejser sig graciøst og jeg følger vakkelvorent efter.
                  Mit nyindkøbte kamera - som jeg er lidt øm overfor - passerer igennem en faretruende masse hænder, inden det lykkes en af de tilstedeværende at trykke på den eneste knap der forefindes derpå.
                  Blitzen går af til stor morskab for de tilstedeværende. Det er da mageløst! I løbet af et splitsekund er samtlige 36 billeder fyret af. Der må en ny rulle i, ikke alle har endnu prøvet at trykke på knappen.
                  Leks mor vil meget gerne have billederne med det samme, men jeg må forklare at de først skal fremkaldes. Det hedder åbenbart "Laang" vaske på thai?

                  Jeg er nu ligeglad med mit kamera, de må for min skyld gerne bruge det til at banke søm i med.
                  Ved min side står den smukkeste kvinde jeg nogensinde har mødt med et stort smil rettet mod mig. Selvom mine knæskaller mod forventning ikke har forladt deres ophavssted er jeg alligevel svag i knæene. En omfavnelse er okay, så Lek får en megaknuser. Snif, nu blev jeg sentimental igen.
                  Vi er nu ægteviet overfor gud og hver mand. Det er faneme stort.

                  Af samtlige gæster får vi en hvid bomuldssnor bundet omkring håndleddet, efter en tid resulterer det i at vi bliver bedækket med disse snore helt op til albueleddet.
                  Derudover får vi kuverter med penge som bryllupsgave af samtlige tilstedeværende.

                  Det højtidelige er vel overstået, og mad og drikke kommer på bordet.
                  Jeg kan ikke få en bid ned, det er temmelig stort det her. Jeg har ikke mødt en landsmand endsige en europæer i månedsvis, og jeg er så meget på udebane.
                  Hvor ville jeg godt have haft min familie med til at fejre vores store øjeblik. Snif.
                  Lek som har en god empati fornemmer mine følelser og tager min hånd. "Mai dtong khit maak na maikæn". "Jeg skal ikke tænke for meget". For en gangs skyld bruger hun mit navn.
                  Jeg føler mig straks bedre tilpas og tager del i festlighederne.
                  Gildet bliver betalt af mig, ved faktisk ikke rigtig hvad det koster, men for det første er det peanuts og derudover er jeg fuldstændig ligeglad.

                  Der bliver gået til stålet med hensyn til mad og drikke og den generelle festivitas. Der lyder hujen, råben og skønsag af varierende kvalitet fra gutterne i landsbyen, et par stykker vælter programmæssigt.
                  Jeg får en masse gode ønsker henad vejen fra gæsterne talt på et højtideligt niveau, som jeg endnu ikke behersker, men som min best man udlægger for mig. Min fiskestang er nu så meget hans.

                  Festlighederne ebber ud, og jeg vil også bare gerne i seng. Det har været en særdeles begivenhedsrig dag med så mange nye input at jeg næsten ikke kan kapere det.
                  Svigermor har også været rundt med stokken et par gange, hun ser frem til at vække os klokken 05.00 imorgen tidlig.
                  I kraft af min nye status som husbond må jeg sove side om side med Lek.
                  Det lyder jo umiddelbart særdeles attraktivt, men desværre foregår det på gulvet ikke 2 meter fra svigermekanikken.... OG natpotten. (større er huset ikke)
                  Det ligger jo ligesom en effektiv dæmper på ethvert tiltag til potentielle natlige udfoldelser.

                  Herved rundes beretningen af fra mit første ophold i Isan.
                  Der skal fra min side lyde en tak til de tålmodige læsere her på thailand.dk, der har gidet at læse min følgeton.
                  Hej Pescator,

                  Det er os der takker for spændende læsning! Har været en fornøjelse af følge hvert
                  afsnit!
                  Med venlig hilsen
                  Oui
                  16 gange Thailand - Thai gift

                  Comment


                  • #39
                    Helt enig med Oui - det er os der takker.

                    Morsomt, bevægende, lærerigt og underholdende.
                    Jeg kan selv nikke genkendende, til mange af episoderne og skikkene, hvilket bare gør læsningen endnu mere interessant.

                    Håber bestemt at du har flere historier i ærmet.
                    Hilsen Olsen

                    Bosat på Phuket, efter 8 års rejsen rundt i Asien.

                    Comment


                    • #40
                      Fin beretning
                      En 'groen' fra mig

                      Comment


                      • #41
                        Hej Pescator

                        Da der nu ser ud til at være en ende på dine fortræffelige beretninger fra "det rigtige Thailand" vil jeg gerne rose dig for beretningerne: Jeg har "grædt" og grinet med dig mest grinet, jeg har følt og mærket, jeg har næsten været med inde i landsbyen, jeg var næsten med til brylluppet osv. - ganske fortrinelig og underholdende læsning. Jeg har sågar siddet og læst op af dine beretninger til min hustru og vi har fniset i kor, når jeg næsten ikke kunne holde masken længere....se det kalder jeg underholdning på højt plan - hvis du nu en gang i fremtiden får tid til overs, skal du ikke høre et ondt fra min side hvis du skulle få lyst til på de mørke cikadelarmende aftener at gide skrive lidt mere..........Venter i spænding på om din lyst skulle udmunde sig i flere fantastiske beretninger.
                        Thailand: alt for få gange :-D

                        Comment

                        Unconfigured Ad Widget

                        Collapse
                        Working...
                        X