Annoncering

Collapse
No announcement yet.

Heldigt...

Collapse

Unconfigured Ad Widget

Collapse
This is a sticky topic.
X
X
  • Filter
  • Tid
  • Show
Clear All
new posts

  • Heldigt...

    Det er vel ikke helt en rejseberetning, og så alligevel... Jeg er jo forholdsvis fast debatør på denne side men læser da med på sidelinien på et par stykker mere, hvis jeg ikke føler at jeg har andet at lave...

    Noget der ofte slår mig, og som jeg ofte harmes lidt over (ja lidt thaiophile er man vel altid) er den der holdning at Thailændere er sat i verden udelukkende for at tage r*ven på de rige vesterlændinge, der iøvrigt sjældent ejer salt til et æg, og som opfører sig eksemplarisk altid, det er muligt at det ikke er i den mening at tingene skrives, men det er for mit vedkommende meget ofte sådan det læses...

    Da jeg for nogen år siden (det er vel ved at være godt 3 år nu - time flies when having fun) bekendtgjorde for en verden større end nogen få venner, at jeg selv mente jeg havde fundet kvinden, med hvem jeg mente mig absolut kompatibel, var en af reaktionerne : Hvis du skal indgå forhold til an thailandsk kvinde, så kan du ikke undvære bogen "Money #1"...

    Næste møde med "de flår dig gør de" tanken, kom da jeg bekendtgjorde at det ikke var helt urealistisk at vi ville gifte os (vi havde forlovelsesringe på ) - reaktionen : jamen har du råd til det ? det er MEGET dyrt...

    Nåmen - for ikke så længe siden havde jeg en lille intellektuel udveksling med en anden debatør her på siden, det startede vist med tidligere statsminister Thaksins modvilje mod at tage den straf der er ham udset, men hellere vil lege oppositionsleder i Cambodia, men endte i den "sædvanlige" - hvis en farang (os blegfede vesterlændinge) gør alt andet end at blinke med øjet i Thailand, så koster det skjorten samt halvdelen af dit hus og din families hus i 3 generationer, med andre ord det er MEGET dyrt i Thailand, hvis man ikke er MEGET påpasselig...

    Jeg har det generelt ikke med at køre motorcykelister ned, eller på anden måde køre galt, men nu ville Buddhas milde åsyn altså det hele meget anderledes, den 3. december iklædt en splintrende ny Toyota VIOS årgang 2010 - frisk fra fabrikken, speedometerstand 1005 km...

    Vi kører nordpå - først af vej nr. 1 (Pahon Yothin) og ca. 100 km nord, drejer vi ind på vej 32 mod Nakorn Sawan - herfra er det stort set autopilot til hotellet i Nakorn Sawan, der er et lyskryds i Singburi - der holder vi for rødt - i udkanten er der en tankstation, der drejer vi ind til tissepause...

    På vej ud fra tankstationen smiler jeg til bagsædepassageren, der er ved at spænde sikkerhedsselen (det lagde jeg sjovt nok mærke til) og vi er ud på motorvejen igen, jeg skifter vejbane, for at overhale en langsomtgående lastbil, og skifter vejbane yderligere en gang for at overhale en langsommere pickuptruck - derefter er der ret fri bane fremover...

    Vi lytter til Thairock (noget af det er faktisk udemærket) og jeg kan da synge med hver gang de synger "chan rak theur" som er en fast sætning i alle thailandske pop og rocknumre, telefonen ringer - jeg har lagt den i dørens sidelomme, tager den op - og vil række den til min kone ved siden af mig, min kone kigger ud af bilens vindue - og så laver hun "moh hoh" fjæset (det betyder sur i bærret) - jeg kigger ud og der er vi måske 20 meter fra sammenstød, der er intet at gøre med 80 km/t er det end ikke muligt at tænke på at bremse...




    Det næste jeg er bevidst om er at jeg ligger ved siden af bilen, på motorvejen, sirener, 10 - 15 thailændere der råber ordre, drop, spørgsmål om kendte allergier, min kone der rusker i mig og siger "don't leave me here... don't leave me here..." (spørg om det lige er ret følelsesmæssigt hårdt) - mig selv der sige khop khun maak khrap til alle der piller ved mig og smilende forsøger at fortælle dem at jeg skam er helt OK, de læsser mig op på ladet af en politibil, der mødes med en ambulance lidt senere, og her er der er nogen der igen slukker lyset hos mig...

    Jeg vågner op på skadestuen, eller rettere på røntgen - og spørger min kone til hende og til bagsædepassageren, vores gode ven Ann - hun svarer - hun er OK - intet der overhovedet, og Ann er OK - men har nogen trykskader efter sikkerhedsselen...



    Indenfor det første døgn viser det sig at vi er sluppet ualmindeligt, uhyggeligt overnaturligt nærmest, heldigt fra det - jeg har 4 dislokerede ribben (det gør dælendulme ondt skulle jeg lige hilse og sige) - jeg har brækket hælen, samt en mellemfodsknogle (lillefingeren) slået en flis af en fodrodsknogle, det kan godt mærkes men det er til at holde ud - og så har jeg en kraftig hjernerystelse da Toyota altså havde undladt at installere airbag, så måtte rattet jo standse mit hoved... Vores veninde Ann har blodudtrækninger hvor selen har strammet, samt blå mærker på det ene ben - min kone har et klædeligt blåt mærke på låret, efter seleholderen... Mirakuløst - intet mindre...

    Fyren i den anden bil har fået 13 sting i panden, da han ikke brugte sele...

    Om aftenen på sygehuset kommer politichefen, en smilende og venlig mand, og han trykker lidt på min fod (der endnu er uden gibs) samt klapper mig på læggen, siger at det var skisme heldigt, samt spørger hvad der skete, han optager rapport, og siger kom ned på stationen når du er klar...




    Det er jeg ikke næste dag, men næste dag...

    HAVDE dette nu været et indlæg på stickmanbangkok.com eller pattayanews - så havde forstættelsen givetvis indeholdt historien om hvordan jeg er blevet flået til skjorten, samt hvor stor en korruption jeg har været mødt af - nu er det blot her, på en stille og rolig side - hvor der normalt er en god tone, og hvor også thailændere er mennesker med hjerte og med omsorg, så det bliver mere den vinkel I får...

    Fremme på politigården (i en lille støvet provinsby) bliver jeg sat i min kørestol i skyggen, og den første der kommer til mig er en ung betjent - han er den der har flået mig ud af bilen, jeg takker ham for hans indsats og han smiler forlegent, og synes at jeg ser godt ud (altså ikke godt ud på den måde, men at jeg ser bedre ud nu end den aften) derefter kommer politichefen (ham jeg har mødt på hospitalet allerede) han er lidt mere snakkesaglig, og vil vide lidt mere om hvordan jeg har det, og om det stadig gør ondt i brystet, hvor jeg er fra og hvor vi bor henne i Bangkok...

    Så kommer en høj gut, og han har rang kan man se for alle waier (viser sig at være chef for kriminalpolitiet) - men han virker nu tilforladelig og venlig - han stikker labben frem og begynder at spørge til uheldet - imellemtiden er modparten og familie kommet - jeg kigger på modpartens pande med plaster på og undskylder mange gange min klodsethed, mai bpen rai siger han og spørge hvor jeg er fra...

    Der er en let og lattermild stemning, og politichefen kalder til samling på stationen, her er der godt nok mange papirer der skal skrives under - jeg erkender at jeg ikke holdt øje med vejen, for det inkasserer jeg en bøde på 500,- THB - forsikringen indvilliger i at dække vores bil, samt modpartens bil, og herefter er det politimæssige overstået...



    Der bliver spurgt til evt. ekstra fra modparten, ja han ville gerne have 190.000,- THB for svie og smerte, samt kompensation for mulig tabt arbejdsfortjeneste i de næste 3 måneder...

    Min kone bliver af kriminalbetjenten trukket væk, han siger til hende : betal ham 5.000,- og sig at han kan hente resten i retten, det der giver Thailand et dårligt rygte, min kone siger derfor til modparten at han kan lægge sag an, de kan mødes i retten - han sænker "prisen" til 90.000,- THB - min kone begynder at ringe op til sin advokat, "prisen" er på 30.000,- inden hun får trykket sidste ciffer i telefonnummeret...

    Det ender i forlig (mest fordi jeg ikke kan se mig selv ture frem og tilbage til inburi for det) på 20.000,- THB - hvilket kriminalbetjenten er lidt sur over, og han siger at hvis man først lukker op for den slags ting, så skal alle jo have en årsløn for at få en myg i øjet, næh stop det fra starten og slå hårdt ned på de der vil snyde farang...

    Og Bent... hvis du læser med her... ja det er din svorger jeg har mødt... og jeg ringer til dig en af dagene

    Det var så mødet med det JEG tror på er det virkelige Thailand, nemlig en overmåde stor venlighed og hjælpsomhed, fra totalt ukendte mennesker til totalt ukendte mennesker, på en øde og mørk motorvej i Thailand, mennesker der beskyttede vores ejendele mens jeg blev kørt på sygehuset, bl.a. var der 5.000,- THB i kontanter i bilens midterkonsol, de var der også dagen efter på politistationen, der var 3 laptops (lidt arbejdsnarkoman er man vel altid) de var der også i bagagerummet dagen efter...

    Fra politiet, der på alle mulige måder behandlede os fair, og med både imødekommenhed og venlighed...

    Fra forsikringen, der meget professionelt sørgede for hospitalsregning, transport hjem til BKK, biltransport fra motorvej til Inburi politistation af 2 biler, hospital for os 3 samt modparten, samt nu sørger for at modparten samt udlejningsselskabet får nye biler...


    Fra læger, sygeplejersker, venner, min svigerfamilie, kollegaer og medarbejdere - overalt er vi blevet mødt af en hjertevarmende venlighed, og ja... modparten - well han skulle vel prøve, trods alt - går den så går den - og for mit vedkommende "no hard feelings" - jeg ved at han ikke skal slå en forkert prut i det politidistrikt - så får han ballade med politichefen, for han var sur...

    Moralen - jamen for mig blot at sige - lad nu VÆRE med at tro på alle de der stickmanbangkok.com historier, eller money #1 historier eller andre skrækhistorier om at thailændernes eneste grund til at stå op om morgenen, er for at flå penge ud af en blegfed dansker på ferie, for det ER altså ikke den hele og fulde sandhed...

    Tak for Deres tid - nyd livet, nogen gange er det kun en sikkerhedssele langt...







    .
    Amatør i Thailand, gift med thai der har glemt at læse "Stickman" for at vide hvordan hun er...

  • #2
    Dette er IKKE et get well soon - indlæg - jeg har fin fin støtte fra venner og svigerfamilie, og angler på ingen måde efter sympati...

    Dette var 100% og det er også erkendt - min fejl, jeg skulle ikke lade mig distrahere af en sk*de telefon, men det gjorde jeg altså, jeg er så vildt uendeligt nærmest overnaturligt heldig at ingen kom slemt til skade, eller mistede livet...

    Dette kun for at vise at det KAN lade sig gøre at være den skyldige part i et alvorligt uheld, og slippe fra det med formuen i rimeligt behold...



    But kids... don't do this at home...




    .
    Amatør i Thailand, gift med thai der har glemt at læse "Stickman" for at vide hvordan hun er...

    Comment


    • #3
      Tak for beretningen fra det virkelige liv, Jos.
      Puha, en slem oplevelse for alle implicerede, godt at det - trods alt - ikke gik endnu mere galt.

      Den fremherskende opfattelse af, at hvis man som farang foranlediger et trafikuheld, er konsekvensen at man bliver flået til benet, fik et skud for boven her.

      mvh

      Comment


      • #4
        God morale :-)

        Comment

        Unconfigured Ad Widget

        Collapse
        Working...
        X