Thailænderne er et meget tolerant folkefærd, som tolererer en god del af de tankeløsheder og den grove opførsel, som desværre er alt for almindelig for turister. Dog er det yderst vigtigt at undgå at støde an mod de to fundamentale elementer i det thailandske samfund, nemlig monarkiet og buddhismen. Kongen behandles med den yderste ærbødighed af alle thailændere, som ikke tolererer nogen form for kritik af den kongelige familie, i hvert fald ikke offentligt, og slet ikke fra udlændinge. Nationalhymnen spilles i radioen hver dag kl. 8 om morgenen og kl. 6 om eftermiddagen, den transmitteres i højttalerne i regeringsbygninger og jernbane- og busstationer, og endda i gaderne i nogle byer. Alle, og det gælder også udlændinge, forventes at stoppe enhver aktivitet, de måtte være i gang med, og stå stille.

Den ubegrænsede adgang til templerne i Thailand synes at forlede nogle mennesker til at tro, at de kan klæde sig og opføre sig efter forgodtbefindende, og dette er den almindeligste grund til thailænderes klager over turisterne. Det siges, at de vestlige turister ikke er de værste syndere, denne tvivlsomme ære tager Hong Kong-kineserne og japanerne sig af. Hovedreglen er, at man altid tager sine sko af, når man træder ind i en bygning, der indeholder en afbildning af Buddha. Mænd skal være iført lange bukser og skjorte, kvinder en lang nederdel og i øvrigt have tildækkede skuldre. Soltop og shorts accepteres ikke. På særlig betydningsfulde steder, som for eksempel det kongelige tempelkompleks i Bangkok, vil der med sikkerhed blive nægtet adgang for personer, som er upassende påklædt. Alle afbildninger af Buddha, af enhver størrelse, art og tilstand og på enhver lokalitet, er hellige, og må ikke bruges til at klatre på eller sidde på, eller som baggrund for personfotografering. Bortset fra sådanne personfotograferinger er det tilladt at fotografere disse afbildninger særskilt, endda hvor som helst i templerne. Den eneste almindeligt kendte undtagelse er i Wat Phra Kheow, ved siden af Det Store Palads i Bangkok, som forbyder fotografering i Bot eller helligdommen, som indeholder Smagrad-Buddhaen, og som i virkeligheden er kongens private tempel.

Når man sidder ned foran en afbildning af Buddha, må man ikke have benene strakt frem, man skal enten knæle eller bøje benene ind under sig. Åndeligt så vel som fysisk er fødderne kroppens laveste del, og må derfor ikke bruges til at pege på eller berøre personer eller figurer. Efter de samme kriterier er hovedet den helligste del af kroppen, da det er sædet for "kwan" eller livskraften. I denne forbindelse bemærkes det, at den thailandske regering ikke tillader, at Buddhaafbildninger, af nogen som helst art, bringes ud af landet. Dette er ikke kun for at forhindre, at værdifulde og hellige genstande bliver eksporteret, men også på grund af den mulige, forkerte anvendelse, de kunne blive udsat for, såsom til bordlamper og brevpressere. Munke i alle aldre skal behandles respektfuldt. Hvis de sidder ned, må man ikke stå og rage op over dem, da dette demonstrerer mereværd. Når man går forbi, anses det for høfligt, at man bøjer hovedet. I offentlige transportmidler er der altid specielle siddepladser, der er reserveret for munke. I busserne er de som regel placeret enten bagi eller i nærheden af døren. Kvinder må ikke berøre en munk, selv ikke række ham noget direkte. Hvis en kvinde er nødt til at overbringe noget til en munk, skal hun lægge det på gulvet foran ham. Selv om det kun er få, der retter sig efter det, bør påklædningen overalt i landet følge de normer, der gælder for tempelbesøg. Undtaget herfra er badestrandene. Shorts, overdele med bar ryg og skuldre og badetøj etc. bør kun bruges på badestranden. Mens talen nu er om påklædningen, eller rettere mangelen herpå, så er nøgenhed forbudt på alle thailandske badestrande. Dette håndhæves strengt af både det lokale politi og turistpolitiet, som synes at have en tendens til at fravige deres normale mangel på entusiasme i forbindelse med lovhåndhævelse, når de slår ned på intetanende solbadere.

Thailændere udveksler sjældent håndtryk. I stedet bruger de en bøn-lignende gestus, som kaldes "wai". Højden af håndløftningen og dybden af hovedbøjningen angiver personernes relative status - jo mindre bevægelserne er, jo højere status har man. Ens status bliver i Thailand defineret ud fra alder, beskæftigelse, rigdom og rangen indenfor familien. Thailændere fornemmer instinktivt den korrekte måde at hilse på. Selve det faktum, at man kommer fra Vesten, medfører en høj, overordnet rang (man må nødvendigvis have indbragt sig fortjenester i det tidligere liv, for at kunne være genfødt som en rig turist!). Hvis man bliver hilst med en "wai", er det sandsynligvis klogest, ikke at gengælde gestussen, på trods af de råd, der gives i mange rejsehåndbøger. Det forventes ikke af udlændinge, og en let hovedbøjning og et smil er en tilstrækkelig genhilsning. Hvis man befinder sig i en situation, hvor man føler, at en "wai" forventes, som f.eks. hvis man vil prøve at overtale immigrationsmyndighederne til at forlænge sit visum, kan man bruge det, der kendes som "den fremmedes wai", hvor hænderne løftes til hagehøjde, uden hovedbøjning. Dette er en neutral gestus som bruges, når den relative status er enten ligeværdig eller usikker. Hele dette status-system kan synes ubehageligt for turisten. Efter den thailandske måde at tænke på giver bevidstheden om, at han eller hun har en veldefineret og enestående placering i samfundet, imidlertid en form for selvbekræftelse.

Når thailænderen udspørger én om alder, beskæftigelse, indtægt, ægteskabelig stand og antal børn, er det ikke for at være grov eller påtrængende, men udelukkende for at prøve at definere éns placering i samfundet, så han kan optræde korrekt. På enhver rejse er det næsten uundgåeligt, at der opstår problemer. Taxien kører til det forkerte hotel, brusebadet eller ventilatoren virker ikke, og bussen kommer ikke. At miste besindelsen og råbe eller true hjælper absolut ikke. At foreslå, at der må være tale om en misforståelse, at smile og bevare roen kan derimod udvirke mirakler. Som så mange andre steder i Asien er det altafgørende, ikke at tabe ansigt. Begge parter skal erkende problemet, og derpå løse det i fællesskab. At vinde en diskussion og placere skylden løser ingen problemer. Man skal huske på, at langt de fleste thailændere er ærlige, og at de oprigtigt prøver at være hjælpsomme. De er stolte af deres land, de forstår, hvor vigtig turismen er for økonomien, og de ønsker at give et godt indtryk. Problemerne skyldes i langt flere tilfælde sproglige og kulturelle forskelle, end bevidste forsøg på at snyde eller vildlede.

© www.thailand.dk 1998-2006