www.thailand.dk        

Det er vigtigt, at man konsulterer sin læge i god tid før afrejsetidspunktet, seks måneder er ideelt, men det må bestemt ikke være senere end otte uger før. Man skal være ubetinget sikker på, at vaccinationerne mod stivkrampe og polio er virksomme. Selv om der ikke er nogen vaccinationskrav for at kunne rejse til Thailand (bortset fra gul feber, hvis man kommer fra et smitsomt område), foreslås det, at man er vaccineret forebyggende mod tyfus og gulsot (hepatitis A). Den sidstnævnte gives over en periode på seks måneder via tre indsprøjtninger, men hvis der er for kort tid til at gennemføre dette forløb, før man rejser, vil de to første give beskyttelse i den mellemliggende periode. Ens egen læge eller apoteker kan rådgive om evt. andre nødvendige forholdsregler. Dette er særlig vigtigt med hensyn til forebyggende beskyttelse mod malaria, da de foreslåede typer medicin jævnligt bliver ændret, i et forsøg på at undgå, at parasitterne udvikler resistens imod ét enkelt lægemiddel. Sandsynligvis vil man få recept på to typer, og behandlingen skal påbegyndes senest en uge før afrejsen, og skal fortsættes i fire til seks uger efter hjemkomsten. Hvis man har planer om at besøge grænseegnene nær Burma eller Cambodia, hvor der lever højresistente malariastammer, skal man gøre udtrykkeligt opmærksom på det. Man skal altid sørge for at blive gjort helt klar over de bivirkninger, der kan være, også i forbindelse med "blandings"-virkninger med f.eks. alkohol, og det gælder ikke mindst ved skrappe lægemidler, som der her er tale om. Hvis man bruger medicin i en kronisk eller længerevarende behandling, bør man medbringe dobbelt portion i forhold til det, man regner med at skulle bruge normalt, så man har adgang til et reservelager.

Reservelageret bør man lade opbevare af f.eks. en medrejsende, sammen med en kopi af recepten, med lægemidlets typebetegnelse (den kemiske typebetegnelse) understreget. De fleste slags medicin kan fremskaffes lokalt fra apoteker eller større hospitaler, men de kan være kendt under andre handelsnavne. Malariamedicin er aldrig 100 % effektiv, og den bedste forebyggelse er simpelthen at undgå at blive stukket eller bidt. Der findes forskellige "myggemidler" på markedet, som skal sprayes eller smøres på, eller som roll-on, og som kan fås hos alle større materialhandlere. Moskitonet bør være til rådighed i områder med højrisiko, men hvis man har planer om at opholde sig i længere tid og under primitive forhold i sådanne områder, er det klogt at have sit eget. Man kan med fordel købe sit net i Thailand, prisen er kun en brøkdel af prisen i rejseudstyrsbutikkerne i Vesten. Malariamyg er kun aktive om natten, men de myg, der er aktive om dagen, kan smitte med junglefeber, "dengue fever", der nok ikke er så alvorlig som malaria, men kan slå en omkuld i en ugestid af ferien med influenza-lignende symptomer. En yderligere grund til at undgå at blive stukket eller bidt er, at det nemt kan medføre infektioner i tropiske egne.

Maveproblemer er et kapitel for sig. Det må anbefales at rådføre sig med specielt sin egen læge og apoteket.

Almindelige, daglige toiletartikler og medicin kan naturligvis medbringes, men de fleste af den slags produkter kan købes lokalt, om ikke med samme handelsnavn, så i hvert fald med næsten samme egenskaber. Der er jo også bagagevægten i flyet at tage hensyn til. Det er klogt at få et ordentligt eftersyn hos sin tandlæge før afrejsen. Evt. ekstrabriller og brillerecept medbringes - i de fleste større byer kan man købe briller af god kvalitet, og billigere end hjemme. Endelig skal man sikre sig, at rejseforsikringen har tilstrækkelig dækning for lægehjælp og lignende.

De første par dage efter ankomsten skal man tage den med ro, akklimatisere sig og vænne sig til tidsforskellen ("jet-lag"). Hvis man f.eks. begår den fejl, netop at nå at fange et nattog til Chiang Mai, umiddelbart efter ankomsten til Bangkok, efter tolv timers flyvetur, kan man være temmelig sikker på, at man derefter er totalt groggy i adskillige dage. Hvis man synes, at man er absolut nødt til at tage solbad, skal man undgå timerne midt på dagen, og man skal ikke glemme, at i troperne bliver man solbrændt (og forbrændt) meget hurtigt, selv gennem et tæt skydække.

Vand på flasker kan købes overalt, og husk man må under ingen omstændigheder drikke vandhanevand. Denne regel følger thailænderne også selv, hvis de altså har råd. Te og kaffe er OK, da vandet her er kogt. Det lysebrune vand på restaurantbordet er kogt med et par teblade som tegn på, at det er sikkert, men for ikke at få grund til at ærgre sig unødvendigt og selvforskyldt over mavetilfælde, skal man alligevel insistere på uåbnede flasker. Læskedrikke på flasker skulle være sikre nok. De lokale mærker er gennemgående lidt for søde, men Coca Cola, Pepsi, Sprite og Fanta på dåse og flaske kan fås de fleste steder. Isterninger er tillokkende i det varme klima men bør undgås, undtagen på de lidt dyrere barer og restauranter, hvor de laves af kogt vand. Gadesælgere bruger ofte at hælde flaskedrikke i plastposer, der indeholder knust is, og her skal man absolut være på vagt.

En af de store nydelser på en thailandsrejse er madens kvalitet og mangeartethed. Et godt fif, når man vil finde et godt spisested, er at følge lokalbefolkningen, uanset hvor beskedent stedet i øvrigt ser ud. Thailænderne tager måltiderne meget højtideligt, og det er kvaliteten og ikke omgivelserne, der tæller. Der kan nævnes mange grunde til at spise på friluftsteder, f.eks. kan man se maden blive lavet, den bliver tilberedt, som man forlanger det, og det er billigere end på restaurant. Selv om den slags steder måske ikke har den allerhøjeste hygiejniske standard, er der som regel ingen problemer, blot man vælger retter, der bliver tilberedt ved høj temperatur i wok. Man skal passe på med salater og grønsager som f.eks. salatblade, hvor der bliver hængende noget vand efter skylningen, og holde sig til frugter, der kan skrælles, som f.eks. bananer og appelsiner, eller også skal man selv skylle grønsagerne i rent vand (kogt eller fra flaske).

Selv små rifter og vabler kan let blive inficerede, så det er en god idé, altid at have noget antiseptisk creme ved hånden. Da man let risikerer at få rifter fra søpindsvin og koraller på badestranden, er det tilrådeligt at bruge sandaler eller klip-klapper.

Motorcykelulykker er sandsynligvis er den hyppigste årsag til alvorlig tilskadekomst af thailandsrejsende. Det er der flere grunde til. Vedligeholdelsen af vejene lader ofte meget tilbage at ønske, og det gør gennemsnitsthailænderens trafikkultur også. Det er den stærkes ret, der gælder på de thailandske veje, og motorcykler rangerer lavt i hakkeordenen. Manglende styrthjelm, shorts og T-shirt giver ingen beskyttelse, når man vælter, men dette antræk synes at være et "must" for turister. Ukendskab til motorcyklen og overdrevent bekendtskab med den lokale alkohol er en kombination, der bidrager kraftigt til at få klokken op at ringe på Dyrehavsbakken. Og som kronen på værket er det næsten sikkert, at ulykkesforsikringen vedrørende transport udelukkende dækker den offentlige transport. Et godt råd er, at man simpelthen lader være med at leje en motorcykel, og da særligt, hvis man ikke har erfaring med at køre på sådan én. Hvis det endelig skal være, skal man begrænse sig til de små "luntetravs"-modeller, lade være med at køre om natten, og så i hvert fald sørge for at beskytte sig. Helst med styrthjelm, men i det mindste iført lange bukser og jakke.

Mens de mest sofistikerede medicinske faciliteter er koncentreret i Bangkok og et par andre storbyer, har alle hovedbyerne i provinserne har mindst et offentligt hospital, og der er offentlige eller private klinikker i alle byer af en bare nogenlunde størrelse. Lægerne er veluddannede, og de fleste taler udmærket engelsk. En konsultation og receptudskrivning i forbindelse med mindre komplikationer koster almindeligvis kun nogle få Baht. Ved mere alvorlige og bekostelige tilfælde skal man sikre sig, at man har alle recepter og journaler, til brug for forsikringsselskabet, ligesom de evt. skal informeres. Man bør nærlæse sin police omhyggeligt.

Det er ikke muligt at tale om helbredsrisici i Thailand uden at komme ind på de seksuelt overførte sygdomme, især HIV-smitte. Der er næppe en uge, hvor medierne ikke omtaler AIDS-situationen og/eller prostitutionen i Thailand. De fleste alene-mænd, som besøger Thailand, kommer enten decideret efter sex, eller de besøger i hvert fald diverse barer, massageklinikker eller bordeller, på et eller andet tidspunkt af opholdet. Efter at det officielle Thailand i begyndelsen var meget tilbageholdende med oplysninger, er der nu meget åbenhed om problemet og dets omfang. Siden 1990-erne har der løbende været ført en massiv kampagne for at forstærke den offentlige opmærksomhed, og et efterfølgende fald i antallet af tilfældene af sex-sygdomme er et bevis på, at budskabet om sikker sex er ved at slå igennem. Den kampagneansvarlige minister, Meechai Verivadhya, dyrkede at gå rundt i gaderne og uddele kondomer til de forbipasserende, og det gav så meget publicity, at "meechai" nu er blevet slang for kondomer i Thailand. Smittefaren er højest i landdistrikterne, hvor folk er dårligere informeret, hvor de prostituerede ikke bliver helbredschecket, og hvor brugen af kondomer er meget upopulær blandt det udelukkende thailandske klientel. De ansatte i go-go-barerne og massageklinikkerne i Bangkok og turistområderne, som f.eks. Pattaya, bliver regelmæssigt checket for kønssygdomme, inklusive HIV, og har officielt arbejdsforbud, hvis de ikke har helbredscertifikat. Alligevel bør man, ved enhver sexuel kontakt, bruge kondomer, og i det hele taget følge reglerne for sikker sex. Hvis man har tænkt sig at besøge barer, kafeer og massageklinikker, kan man læse det følgende afsnit om "SIKKERHED OG KRIMINALITET", og så huske på, at hvis man ikke kan passe helgenglorien, kan man i hvert fald passe på.