Retur til:

www.thailand.dk        

 

 

Flora og fauna

I begyndelsen af dette århundrede var 70 % af Thailand dækket af skov. Omkring 1970 var skovarealet nede på 25 %. Med en bevidst politisk målsætning om genskabelse af skovvæksten, med fældningsforbud og oprettelse af et netværk af nationalparker (til dato mere end 60), håber regeringen at kunne genskabe et skovareal på i hvert fald 40 %, indenfor 50 år. På Kraa-landtangen nordpå består skovene hovedsageligt af løvfældende træer, som kaster bladene i tørketiden for at bevare vandindholdet.

Sydpå finder man i stedet evigtgrønne træer, der udnytter den længere våde årstid og den større totale regnmængde. Der er dog ingen klar skillelinie mellem de to vegetationstyper, og det er kun i det yderste nordlige og sydlige, at det er muligt at skelne klart mellem dem. Thailand udmærker sig specielt ved en overflod af fugleliv, med omkring 1000 forskellige arter, standfugle så vel som trækfugle, der repræsenterer omkring 10 % af Verdens samlede antal af fuglearter. Pattedyrene er ikke så lette at få at se for gennemsnitsturisten, men tæller omkring 280 arter, der spreder sig fra den lille dværghjort gennem flere arter af bjørne og aber til de få tilbageværende tigre og vilde elefanter.

Insekterne er selvfølgelig meget talrige, med snesevis af sommerfuglearter, hvoraf mange er overordentligt store og meget smukke. De mest synlige af de mere end 300 krybdyrarter, som turisten kan komme ud for, er de små spatelfodsfirben, der lever i praktisk taget samtlige bygninger og udfører en nyttig funktion ved at fortære fluer, kakerlakker og lign. Slanger ses heldigvis langt sjældnere. Af de talrige arter er kun omkring seks giftige, medregnet den almindelige cobra og kongecobraen. Man kan tilbringe masser af tid på landet og i skovområderne, døgnet rundt og overalt i Thailand, uden nogen sinde at træffe på slanger af nogen art.

Nationalparkerne dækker mere end 13 % af Thailands samlede areal, en større procentdel end i de fleste lande. Alligevel gør kun ganske få turister sig den ulejlighed at besøge så meget som en enkelt, under deres ophold. Mange er lette at besøge, har overnattelsesmuligheder i statsejede bungalows eller i privatejede pensionater i nærheden af parken, og de fleste har informationscentre og guider.


© www.thailand.dk 1998-2006