PLASK! Vi hørte første gang lyden af Songkran aftenen før festen egentlig begyndte. Det var på en af de smalle veje lidt udenfor Khorat, solen var lige gået ned, og vi sad udenfor en lille kiosk og spiste is. Plask! Vandet fløj gennem luften fra et par plastik-spande, der blev tømt præcis på samme tid. Sekundet efter fulgte latterbrølet fra de to teenagedrenge, der havde kastet vandet og fra deres kammerater, som stod sammen med dem i vejkanten kun få meter fra, hvor vi sad. I den lille åbne samlor-bus, hvor vandet havde ramt så effektivt, at alle passagerer nu var drivvåde, blev der grinet lige så meget som på gaden. Vi så på hinanden og blev hurtigt færdige med at spise is. Som de forskrækkede fremmede vi var, skyndte vi os tilbage til bilen og låste dørene. Songkran var over os.
BLIV HJEMME ELLER BLIV VÅD
Khorat er en af de byer, hvor man virkelig forstår at holde nytårsfest. Fra den 13. til den 15. april indtager glade vandtosser byen, og gør den traditionelle nytårsfest for måneåret i Thailand til en tre dage lang vandkamp. Songkrans gamle ritualer består i at thaierne giver små og store Buddhafigurer bad, samt at man besøger munke og ældre familiemedlemmer og drypper vand over deres hænder som tegn på respekt. Begge dele går upåagtet hen for ikke-thaier, hvis man ikke opsøger private festligheder eller kigger indenfor i templerne. Hvad man derimod ikke kan undgå at opdage, er de enorme mængder af vand, der bliver kastet og sprøjtet med på gader og veje. Under Songkran må man gøre sig klart, at hvis ikke man holder sig indendøre, så bliver man våd.
Tidspunktet er velvalgt til vandløjer. April er så varm, at selv thaierne taler om det, og aviserne bringer artikler om, hvordan man bedst klarer sig gennem heden. Her i Khorat føles det op ad formiddagen som om en kæmpemæssig ovndør over byen bliver åbnet, så varmen vælter ud. Ved middagstid bliver ovnen skruet op på grill-temperaturer, og der bliver først skruet ned igen langt hen på eftermiddagen. Man trænger faktisk til at få en spand vand i hovedet et par gange eller tre om dagen. Og det får man.
OPRUSTNING
I tiden op til Songkran blev der oprustet overalt i Khorat. Børn i alle aldre indkøbte våben til den kommende kamp. Favoritterne var langtrækkende, avancerede bazookaer i skrigende gul, grøn og pink plastik. Salget af mindre vandpistoler - der let kan medbringes og skjules overalt - må nu også have været en givtig forretning. I al fald hvis man skal dømme efter de utallige af slagsen, man stødte på i form af stråler og strint fra lykkelige gerningsmænd. Når man mærkede vandet ramme præcist mellem sine øjne, kunne man være sikker på, at hvis man kiggede op, ville man se lige ind i et storsmilende ansigt: "Der fik jeg dig."
DEN MOBILE VANDKAMP
Hveranden bil her i regionen er en pick-up. De små, åbne ladvogne udgør et vigtigt element i den mobile vandkamp, der har sit egentlige centrum i byens midte. Under Songkran kommer pick-up'erne fra alle byens indfaldsveje belæsset med kampklare passagerer og mindst én stor vandbeholder. Alt efter temperament og alder er passagererne udstyret med skåle, spande, lange "cykelpumper" eller de før omtalte vandvåben. Allerede fra morgenstunden står grupper af børn og unge langs gader og veje rundt om store vandtønder og byder velkommen med en ordentlig skylle. Den ene pick-up møder den anden og sød vandkamp opstår, folk på gaden strømmer til med mere vand og pludselig er trafikken sat i stå. Når alle er gennemblødte kører man videre. Rundt om i byen holder tankvogne med friske forsyninger, så festen ikke behøver at stoppe, blot fordi det medbragte vand slipper op.
Vi kører rundt i vores tørre bil med låste døre. Bilen får kun vand, hvis vi kommer til at holde i kø, og thaierne på ladet foran os opdager, at vi er faranger. Tilsyneladende er det næsten lige så godt at sprøjte vand på faranger i en lukket bil, som at overøse andre thaier i åbne. Grinene er i hvert fald lige så store. Vi får lyst til at være en del af vandkampen og den fælles glæde - lyst til at genopleve barndommens kolde gys fra de varmeste sommerdage. Og ikke mindst den forløsende glæde ved at give gengæld. Men vi tør jo ikke alligevel og sniger os i stedet ind på en café, hvorfra vi har udsigt over byens centrale gader og vandkampens centrum. Megen god underholdning senere træder vi lige ud i en af festens mere delikate overraskelser: Hvidt pudder opløst i vand. Vi vender kridhvide hjem og finder haveslangen frem til vores egen lille fordanskede Songkran på græsplænen.
PÆN, TØR AFTENFEST
Om aftenen er der marked i midtbyen. Gaderne er spærret af for trafik, restauranter og utallige små madboder har indtaget dem istedet. Folk valfarter i tusindvis til Khorats højt skattede mindesmærke for Thao Suranari, en modig kvinde der førte an i kampen mod laotere, der under Rama III indvaderede byen. Luften dufter sødt og stærkt af røgelse og en popkoncert ikke langt fra mindesmærket skratter højlydt ud over bymidten. Khorats indbyggere spiser og drikker midt i det hele og har det dejligt. De handlende er også rykket ud på gaderne, og de yngste af dem holder sig ikke tilbage fra at rette vandpistoler mod kunder og osere. Men ellers er der ikke meget noget tilbage af vandkampen. Den fortsætter i byens andre gader og langt ud på landevejene. I løbet af næste dags formiddag indtager den igen bymidten og gør alt og alle sjask-plask drivende våde.