www.thailand.dk        

Skyerne havde lagt sig i en blød, tyk krans hele horisonten rundt, og på vesthimlen sank solen ned i hindbærmousse og appelsinsorbet. Østhimlen var svagt blå bag det tætte skylag, og man kunne kun lige akkurat skimte fuldmånen. Sådan en rigtig Monet-måne, der så ud som om den var ved at opløses i skyerne. Vi var på vej til Wat Sala Loi i Khorat for at opleve lysfesten, Visakha Puja, dér. Festen er en af de tre vigtigste buddistiske helligdage, og markerer Buddhas fødsel, død og spirituelle indsigt. Den falder ved fuldmåne i den sjette måne-måned, i år var det søndag den 10. maj.

Vi parkerede lige indenfor templets port, og med det samme motoren blev slukket, kunne vi høre en indtrængende højttaler-stemme runge over tempel-området. Somporn, som havde indvilget i at tage mig med til højtiden, rakte mig tre lotus-blomster, et stearinlys og lidt røgelse. "De fleste thaier har lotus-blomster med til Visakha Puja, fordi lotus er symbolet på Buddha," forklarede han, mens vi gik eften lyden af stemmen i højttalerne. Mange thaier, der var kommet i sidste øjeblik som vi, havde travlt med at købe blomster, lys og røgelse fra små boder på tempelpladsen. Det var efterhånden blevet helt mørkt og templets tag stod som en mægtig dunkel silhuet mod himlen. Vi styrede mod en stærkt oplyst bygning, salaen, og fandt en ledig plads på sivmåtterne, der var bredt ud under halvtaget udenfor. Somporn nikkede ind mod rummet og fortalte: "Der ved siden af alteret sidder abbeden, og ovre bagved kan du se munkene. De hvidklædte kvinder lige foran os er nonner og andre kvinder med en særlig tilknytning til templet her." Stemmen i højttalerne fortsatte sin beretning om Buddha, mens de mindste børn legede mellem de efterhånden mange tilhørere. Flere af munkene gik rundt mellem familierne på måtterne og stoppede op for at snakke lidt her og klappe børn på kinderne der. Alle ventede på at ceremonien skulle begynde. Ventede og ventede. Og så endelig skete der noget. En høj, bebrillet munk fik pludselig travlt med at skrue op og ned på et imponerende lydanlæg i otte etager. Høje stearinlys blev tændt inde på alteret, og mikrofonen blev rakt over til abbeden.

BØN OG MEDITATION

Med et sidder alle børnene stille og rækker ligesom deres forældre andagtsfuldt lotusblomster og lys frem mellem deres samlede hænder. En lang vekselbøn på sanskrit begynder, abbeden messer for og munkene gentager hans ord, mens tilhørerne knæler og bøjer sig mod jorden. Mange af dem mumler med på de lange monotone remser. Jeg glemmer for et øjeblik den snurren i mine ben, der fortæller, at de har været bukket sammen lidt for længe og nu truer med at "sove". Bønnen er et højtideligt fællesskab, som trækker i én - også selv om man kun er med på en kigger. Og man bliver fastholdt - i hvert fald i nogle minutter. Så begynder koncentrationen at falde rundt omkring, og det smitter. Munkene messer videre, mens uroen breder sig på måtterne. "Buddha er symbolet på det gode, og vi beder og mediterer for selv at blive i stand til at gøre godt og for at udvikle os spirituelt," hvisker Somporn. Den lange messesang slutter, og der bliver igen roligt på sivmåtterne. "Nu skal vi meditere i tre minutter", hvisker Somporn og lukker øjnene som alle de andre voksne. Det er kun mig og de mindste børn, der sidder med åbne øjne. Jeg kan mærke, at børnene stirrer på mig, og skynder mig at kigge væk fra abbeden, som jeg har iagttaget. Tænk, hvis han også kan føle, hvordan jeg nysgerrigt stirrer på ham. Men han fik vist direkte forbindelse opad straks han lukkede øjnene i.

KAOTISK LUCIA-OPTOG

Efter meditationen rejser vi os og går mod templet. Under Vishaka Puja går man tre gange med uret rundt om templet. Stearinlysene og røgelsespindene bliver tændt, og snart spreder tyk, tyk røgelse sig ud over tempelpladsen. Vi går faretruende tæt på hinanden rundt om templet, som et kaotisk Lucia-optog uden faste rækker, hvor tilskuerne har taget deres egne lys med og myldrer rundt mellem hinanden. Gong-gong'en runger nogle få gange og bliver afløst af en tung trommelyd, der falder med lange mellemrum. Den alvorsfulde stemning er væk, børnene og de unge går rundt, som om det var en markedsplads, der bliver snakket og pjattet. Efter den tredje runde stopper alle op foran den åbne tempelindgang for at sætte det, der er tilbage af lysene i nogle store messingskar fyldt med sand. Munkene går ind i templet og nogle få andre "almindelige" thaier følger efter og knæler dybt foran Buddhafiguren derinde. Somporn er en af dem, og da han stille kommer ud igen, går vi som nogle af de sidste væk fra templet. Ceremonien er slut og fra en pølsebod skratter en popsang ud over tempelområdet. Sultne børn og voksne flokkes om boden for at stille sulten. Fuldmånen er næsten helt oppe på himlen nu, og skyerne har trukket sig tilbage så den skinner rent og klart over Wat Sala Loi.