www.thailand.dk
Wan Sangkan Long - Det gamle år forsvinder
Tekst af Søren Hammer
‘Wan Sangkan Long’ betyder på nordthailandsk  ‘Det gamle år forsvinder’, og det gør det hele tre gange i Thailand hvert år.

Det nytår, som vi selv kender, fejres over hele verden den 31 december men dog kun på en enkelt aften og nat. Det kinesiske nytår, som fejres af kinesere i Kina og alle andre steder på jorden, hvor der findes kinesere, bl.a. i Thailand, blev sidste gang fejret den 22. januar, og det blev samtidig overgangen til abens år og sidst men ikke mindst, det Thailandske nytår, som kaldes ‘Songkran’, og som almindeligvis varer en hel uge! Det er i de færreste lande, man hvert år kan feste hele tre gange for at fejre nytår!

 
Det Thailandske nytår ‘Songkran’, også kendt som vandfestivalen, er tiden, hvor man kombinerer de faste fridage med nogle ekstra fridage, og så er det ellers afsted for at være sammen med familie og venner, lidt i stil med vores juletid. ‘Songkran’ fejres nogle steder på forskellige datoer, for det meste omkring den 14. og 15. april, så dersom man ønsker at deltage på det rigtige tidspunkt, er det en god ide i forvejen at undersøge det hos TAT (Tourism Authority of Thailand).

Lille pige oversprøjtes med
 vand i Chiang Mai
Vandkampe i Chiang Mai
Da april måned er Thailands absolut varmeste måned, valgte vi at fejre ‘Songkran’ i Nordthailand, hvor det trods alt er muligt at tage højere op i bjergene, for der at få adgang til en kølig brise. Vi valgte at flyve fra Bangkok til den nordlige hovedstad Chiang Mai, hvor vi havde forudbestilt et hotelværelse for hele perioden, da der ikke er noget så irriterende som at komme frem, og alt så er udsolgt! De første dage valgte vi at deltage i festivalen i selve Chiang Mai: mange flotte optog, madboder med rigt udvalg af lækre nordthailandske specialiteter, shopping, musik og naturligvis masser af vandkampe, som især fandt sted omkring den gamle voldgrav og bymur.
En flok gør sig klar foran voldgrav
 og bymuren i Chiang Mai
Piger på motorcykel oversprøjtes
 i Chiang Mai
Vi købte et par 3-liters spande på gaden. De var allerede gjort klar med en lang snor i hanken, således at vi kunne kaste dem i voldgraven og benytte dette dejlige vand til at kaste på de mange gående og kørende. Vi valgte at gå en tur op langs vejen og dermed  igennem de mange vandkampe for derved at finde en flok, vi kunne slutte os til. Der er altid plads til yderligere “krigere” i de mange grupper langs vejen. Efter et kort stykke tid var vi strategisk placeret på et hjørne af voldgraven med den gamle bymur bag os, og vi var i fuld gang med at hive vand op fra voldgraven, hvor adskillige, der havde mistet fodfæstet, allerede lå og pjaskede rundt. Vi kæmpede bravt dagen igennem og opdagede snart, at de forbikørende små lastbiler med et åbent lad fyldt med mobile “krigere” for det meste havde medbragt et hemmeligt våben, vandtanke fyldt med isvand! Når man rammes af 3-4 liter varmt vand, bliver alt med et bare endnu mere vådt, men når man rammes af isvand midt i kampens hede, så udstøder de fleste et skrig, som efterfølges af et jubelråb fra den forbikørende bil, idet endnu en “fjende” har fået en iskold overraskelse!
I åben Tuk Tuk langs med voldgraven
 kan det kun blive meget vådt 
Lokale piger venter
 på nye ofre
Vi kæmpede fra tidlig eftermiddag til aftenstide i hele to dage i Chiang Mai, før vi trætte og meget, meget våde besluttede at leje en bil og køre ud til de mange mindre byer, der ligger nær grænsen til Myanmar (Burma), for der at opleve, hvordan ‘Songkran’ fejres udenfor storbyen Chiang Mai.

Overalt, hvor vi kørte, stod der flokke af børn og hele familier med masser af venner langs de små veje, og var vi ikke hurtige nok til at lukke vinduet, fik vi straks vand kastet ind i bilen til stor jubel fra dem alle. Af en eller anden grund virker det, som om det er endnu mere sjovt at kaste vand på en udlænding end på en af deres egne. Vi blev ramt dagen igennem!

Det var også sjovt at opleve, at hvor vi i Danmark får en advarsel om, at en ko eller et dådyr visse steder kan passere vejen, advares der i Nordthailand om, at det er elefanter, der kan krydse vejen. I nærheden af et af de steder, hvor der advares om at elefanter kan krydse vejen, kunne vi lidt senere se dem gå frit omkring uden opsyn og med en stor åbning i hegnet lige ud til vejen, men med et mindre ophængt skilt med en advarsel om, at man af sikkerhedsgrunde bør holde sig på afstand.

Sæt farten ned, elefanter krydser
 vejen 100 m længere fremme
Fritgående elefanter på
 en mark ved vejen
Mange mindre byer har deres egne små byfester, og et af de første steder, vi stoppede, var en absolut oplevelse. Da vi var de eneste udlændinge, blev der stirret fra alle sider, nogle lidt generte og andre med store varme smil. Vi følte os velkommen med det samme. Der var folk fra de omkringliggende bjergstammer, der var masser af lokale, og der var alle de tilrejsende, og med lavvande i floden havde de fleste besluttet at lave deres picnic på små borde i selve floden! Alle steder blev vi mødt med smil og et tilbud om at deltage i netop deres picnic. Overalt var der masser af mad og ikke mindst whisky og koldt øl!
Picnic midt på floden
 med hele familien
Der hygges og fejres Songkran
 i landsbyens lille flod
Børnene legede i det næsten udtørrede flodleje. Her gravede de huller og fik disse fyldt op med flodvand, således at de på denne varme dag kunne slappe af i eget vandhul, alt i mens de voksne og helt små børn hyggede sig ved deres små bambus picnic borde placeret midt i floden. - Sikken et liv!
Drenge leger og køler af
 i deres vandhul
Små piger hygger sig og køler af
 i deres vandhul
 
Selvom ‘Songkran’ egentlig mest går ud på at give mad til munkene, deltage i religiøse ceremonier og ikke mindst at udvise respekt over for de ældre i forbindelse med overgangen til det nye år, er det klart blevet de store vandkampe, der for alvor har gjort det thailandske nytår til noget verdenskendt og helt unikt at deltage i - uanset alder. En ting er garanteret, går man ud på gaden under ‘Songkran’, kommer man ikke langt, før man er gennemblødt, dog virker det, som om de i Nordthailand ikke altid bare smider vand på andre men i stedet mange gange spørger med et smil, om de må hælde vand over personen og dermed ønske dem et godt nytår. Selvom det for visse mennesker kan være lidt bittert at blive våd,  når man endnu en gang har skiftet tøj og er blevet tør igen, så husk, at dette er en naturlig del af det thailandske nytår, og derfor er et smil altid den bedste reaktion, når man får hældt en spand med 3 liter vand ned over sig. Vil man ikke være våd, så kan man jo blive indendørs om dagen, hvor de fleste vandkampe finder sted, men samtidig går man så også glip af nogle fantastiske oplevelser!
Tekst og billeder © Søren Hammer
© www.thailand.dk 1998-2006