Under anden verdenskrig, hvor Thailand var besat af Japan, blev der ikke længere sendt de normale forsyninger af mad og medicin til straffekolonien. Uden tvivl var de prioriteret lavt, og det, der fra straffekolonien begyndte med, at nogle få fanger tog en båd ud for at bede handelsskibe, der passerede Tarutao, om hjælp, udviklede sig snart til, at området omkring øen Tarutao blev kendt som et af de mest piratinficerede steder i Asien. I sidste ende rykkede den engelske flåde ind og så til, at pirateriet blev stoppet en gang for alle. Øen blev efterfølgende brugt som straffeskoloni, indtil den thailandlanske regering nedlagde den i 1949.

I 1974 grundlagde man nationalparken Tarutao, som foruden hovedøen Tarutao består af ikke mindre end 51 øer med suveræne strande, koraller, regnskove, huler, mangrove og jungle. Den måske mest kendte hule ligger på hovedøen Tarutao og hedder Tam Jorakae, men den er nok bedre kendt som krokodillehulen, da den engang - efter sigende - skulle have være fyldt med krokodiller - dog ikke mere, men til gengæld er det en flot oplevelse at gå dybt ind ind i hulen på gyngende tømmerflåder.

Vilde dyr finder man også i nationalparken Tarutao, masser af forskellige fuglearter, aber, delfiner og havskildpadder. Tarutao er den første af de thailandske marine nationalparks og er siden af UNESCO blevet erklæret en af “Asian Heritage Parks and Reserves”

Midt i nationalparken Tarutaro ligger desuden en lille ø, Koh Lipe, som beboes af søsigøjnere. De fik for mange år siden øen foræret af den thailandske regering, således at Thailand nemmere kunne gøre krav på hele området, idet der dermed var fast “thailandsk” beboelse. Øen Koh Lipe er derfor, på trods af sin beliggenhed midt i nationalparken, ikke en del af parken, og øen er derfor blevet “udviklet” til at modtage turister.

Med bogen "Pirates of Tarutao", skrevet af Paul Adirex, var vi på vej mod hovedbangården i Bangkok, Hualamphong. Vi vidste, at der gik et tog sydpå mod Surat Thani kl. 18.50, dog vidste vi ikke, om der var plads i toget eller for den sags skyld, om der var plads i en sovevogn. Ved ankomst til stationen fandt vi nemt billetudsalget, der er altså ikke grund til at benytte et rejsebureau her, og vi fik snart af vide, at vi var heldige; der var plads i en sovevogn med aircondition - alletiders! Lidt senere var vi på ved sydpå. Vi fik tilbudt, at vores aftensmad blev severet ved vores plads i sovevognen, men vi valgte i stedet at gå en tur gennem toget ned til spisevognen. Efter flere timer med hyggeligt samvær med andre rejsende og iskold Singaøl og Mekong Whisky gik vi i godt humør tilbage gennem toget til vores sæder. De var i mellemtiden blevet redt op med rent linned og var nu blevet til vores senge for natten. Tidligt næste morgen blev vi efter en god nat vækket med kaffe på “sengen”, og snart ankom vi til byen Surat Thani. Vi valgte at stå af her, ikke fordi vi skulle mod øerne Koh Samui, Koh Phangnan eller Koh Tao som så mange andre, men fordi vi også ville besøge øen Phuket på vejen mod Tarutao. Kort efter togets ankomst til Surat Thani var vi på vej igen, denne gang i bus mod Phuket by, og efter ankomst til Phuket by, fik vi et lift med en lokal bus til den uden tvivl mest kendte strand på Phuket, Patong Beach.

Patong Beach havde ændret sig meget, siden vi sidst besøgte Phuket for ni år siden. Stranden var stadigvæk meget flot, men aldrig havde vi set så mange hvide mennesker og så få thailændinge på et sted. Vi holdt os til vores plan og blev på Patong Beach i de næste to nætter. Her spiste vi vestlig mad og mødte masser af vestlige turister, der ikke kunne forstå, at de ikke helt kunne finde den ægte thailandske kultur på Patong Beach, Sandsynligheden for at finde ægte thailandsk kultur på Patong Beach er vel lige så stor, som at finde ægte spansk kultur i et kraftigt udviklet turistområde på Mallorca i Spanien, - det kan man ikke! Det ægte Thailand med de ægte thailandske mennesker, det finder man nu en gang der, hvor de har mindst berøring med det helt store antal vestlige turister, det gælder altså om at søge væk fra det sikre, behagelige og kendte og sætte kursen mod det lidt mere usikre, mindre behagelige men også mere eventyrlige. Vi satte kursen mod Tarutao og bestemte os for at tage en enkelt overnatning på vejen dertil og valgte byen Trang.

Ved ankomst til Trang fandt vi snart ud af, at Trang bestemt ikke er den mest charmerende by i Thailand, og med lidt over 50.000 indbyggere ligner den de fleste andre provinsbyer i Thailand, men Trang er trods alt kendt for sin kaffe og dermed masser af kaffebarer. Vi nød kaffen på de forskellige kaffebarer, og til sidst spiste vi lokale specialiter i en billig og absolut god restaurant, "Khao Tom Phui", som er kendt for sine lækre specialiteter. Vi købte desuden på et lokalt rejsebureau i Trang plads i en minibus til færgelejet Pak Bara næste formiddag. Da vi ankom til Pak Bara var der tid til forfriskninger, inden vi skulle videre i knap 2 timer med båd til hovedøen Tarutao. Endelig var vi på vej mod “straffekolonien” med de hvide uberørte strande, den flotte natur og rene afslapning.

Det er en helt fantastisk oplevelse at være kun to mennesker på en mere end fire kilometer lang og bred sandstrand med kridhvidt sand. Der er ingen sælgere, ingen støj, der er ingenting og man kan bare rulle sig i sandet og nyde stilheden. Vi besøgte senere på dagen den lokale ranger station, som sørger for, at området beskyttes, og vi fik en god og ikke mindst spændende snak med dem omkring havskildpadder, hvornår disse lægger deres æg m.m.

Efter to dage i “straffekolonien” Tarutao tog vi ved middagstid videre med båd med kursen sat til øen Koh Lipe og øen Koh Adang. Koh Lipe, som er beboet af søsigøjnere, er som den enste ø inde i nationalparken udviklet til turister, og kun 5 til 10 minutters sejlads herfra ligger den næste ø i nationalparken, Koh Adang. Ved ankomst i strædet mellem de to øer får man tilbudet, om man skal med lokal båd til Lipe eller Adang, - vi valgte Koh Lipe. Da båden kun var få hundrede meter fra Lipe stranden, blev prisen for transporten sat, og selvom vi slap med kun THB 30,- per person mod de normale THB 20,- gik det op for os, at der stadigvæk er “pirater” i dette farvand. Det blev ikke meget bedre af, at vi ved ankomsten til Koh Lipe, på trods af en kridhvid og flot sandstrand, kunne se affald overalt. Hvor vi gik, var der en del knuste flasker og andet affald.

Vi begyndte efter ankomst vores “jagt” efter beboelse, og det største problem var, at de fleste steder var udsolgt og det til en efter forholdene urimelig høj pris, og det var så trist at se affald i store stakke bag bygningerne. Dette var klart ikke noget vi havde forventet. Der befinder sig dagligt ca. 500 - 1000 turister på den lille ø, de drikker i gennemsnit fire til fem flasker vand per person, hvilket betyder, at der dagligt tilføjes yderligere mere end tretusinde plasticflasker til øens affaldsdynger, hertil kommer alt det andet affald, som turister og lokale beboere producerer - og det på en ø, der er en del mindre end den lille svenske tidligere danske ø Hven beliggende midt i Øresund.

Vi savnede den skønne natur, junglen, stilheden og ikke mindst at falde i søvn til bruset fra havet på hovedøen Tarutao og forstod med et, hvad det betyder, når man tillader, at turisme “udvikles” midt i en nationalpark. Der er allerede nu pres på de thailandske myndigheder for, at hele nationalparken Tarutao skal åbnes for turisme, men et kig på Koh Lipe giver en god ide om, hvad der kommer til at ske med hele dette område, dersom det for alvor åbnes op for turismen. Af de mere kendte øer beliggende i andre thailandske nationalparker, som man allerede har åbnet for turismen, og det med katostrofale følger, er øerne Koh Samet og Koh Phi Phi. Ved at benytte de facilititeter, som nationalparken stiller til rådighed, er man med til at sikre, at naturen bliver beskyttet, og dersom det er barer og masser af forskellige restauranter, man ønsker i sin ferie, så skulle man måske overveje at blive i områder som Phuket og Koh Samui.

Hen ad eftermiddagen næste dag fik vi en lokal fisker til at sejle os fra Koh Lipe over det lille stræde til øen Koh Adang. Her ankom vi efter kun 10. minutter, og vi var nu igen tilbage i en del af Tarutao nationalparken. Vi valgte igen telte, denne gang faste telte, som var sat nær vandet på bambusstilladser hævet ca. 1 meter over jorden og til en pris af THB 200,- per telt. Der var efterfølgende tid til snorkling i det nærliggende koralrev, og ved aftenstide mødte vi de andre “beboere” og hyggede os i den eneste restaurant på Koh Adang. Denne del af nationalparken, Koh Adang, kunne også byde på rimeligt gode forhold når det gjaldt overnatning, restaurant og toiletforhold.