www.thailand.dk
Fra Bangkok til Mae Hong Son langs Myanmar, det tidligere Burma's grænse
Vi havde arrangeret med BUDGET, at vores 4-hjulstrækker, en Suzuki Caribian 4WD, skulle afleveres på vores hotel aftenen før, vores tur til det nordlige Thailand skulle påbegyndes. Vores plan var, at køre ud af Bangkok allerede kl. 06.00 næste morgen for derved at undgå den værste trafik og samtidig ankomme til Thailand's første hovedstad Sukhothai (13th-14th århundrede), som ligger ca. 450 km fra Bangkok, før det blev aften og mørkt.
En af de utallige tempelaber på vej mellem el-master Tempelaber på vej rundt i ruinerne
Vi kom tidlig morgen hurtigt ud af Bangkok ved at benytte hovedvej 1 mod nord, og første stop holdt vi i Lopburi, 154 km nord for Bangkok. Lopburi er en by, som er kendt for den absolut største "belejring" af aber samt sin historiske fortid som anden hovedstad til Ayuthaya. Aberne er overalt på gader, tage og i el-master, og de er delt i to grupper, som kæmper indædt mod hinanden. Markedsaber, som selv finder (stjæler) føden, og tempelaber, som fodres på fastsatte tidspunkter. Førstnævnte holder til i området omkring det lokale marked, og sidstnævnte holder selvfølgelig til ved byens templer. Lopburi er forholdsvis ukendt for den almindelige turist, der besøger Thailand. Enkelte stopper godt en time på deres rundrejse i Thailand og ser det flotte palads og tempel ruiner. Har man imidlertid brugt lidt tid på at læse lidt om Thailands historie, vil man vide, at netop her i 1688 udspillede sig et drama i proportioner á la Shakespeare.
Kong Narai's palads i Lopburi Indgangen til Kong Narais palads i Lopburi
Efter to timer i Lopburi var vi på farten igen og fortsatte derfra ad en lokal vej til Singburi og videre herfra igen på venstre side af Mae Ping floden via Nakhon Sawan til byen Kampaeng Phet. Kampaeng Phet er en lille og hyggelig nordlig provinshovedstad med få besøgende turister. Byen er kendt for sin produktion af velsmagende "Guay Krai" (små ægbananer) og naturligvis Kampaeng Phet's historiske park. Efter et hyggeligt besøg i Kampaengphet kørte vi mod Sukhothai, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Vi blev i Sukhothai mødt af en charmerende travlhed overalt og satte straks kursen mod Lotus Village, hvor vi havde planlagt at overnatte. Lotus Village ligger i en dejlig have tæt ved floden og midt i Sukhothai by, og man overnatter i små hyggelige teak-bungalows. Næste morgen tidlig drog vi mod Sukhothais historiske park, og af de mange flotte ruiner skal specielt nævnes Wat Mahatat og Wat Si Chum. Sidstnævnte er kendt for sin imponerende 15 m høje siddende Buddah.
Et tempel i Sukhothai og dets spejlbillede i voldgraven Hånden fra den siddende Buddah i Wat Chi Chum
Lotusblomster i en af de mange voldgrave i Sukhothai Wat Chi Chum med sin 15 meter høje siddende Buddah
Vi kørte ved middagstid fra Sukhothai mod grænsebyen Mae Sot og stoppede undervejs i området ved byen Tak, hvor der ligger 2 national parker, Taksin Maharat og Lang San. Der bor også nogle bjergstammer i området, som ikke besøges af turister, og derfor var vi meget forsigtige, da vi kørte derind. 

Ved aftenstid ankom vi til Mae Sot, som er kendt som Thailands vilde østen by, og som indtil for ganske få år siden havde thai-skilte i byen med påskriften "Ha det skægt, men hvis du bærer skydevåben, ryger du i fængsel". I Mae Sot summer det af grænsehandel mellem thaier, burmesere, kinesere og karenske stammefolk, og er man på jagt efter nogle gode antikviteter, kan man på den thailandske side af grænsen til venstre for "venskabsbroen" ved selve grænsen finde enkelte gode butikker med et meget stort udvalg.
Smilende far og soen fra en bjergstamme i området omkring 'Tak'
Næste morgen gik turen mod Mae Hong Son ad vej 105. På et kort ser denne vej ganske fin ud, men snart skulle det vise sig, at det var en god ide, at vi havde valgt en 4-hjulstrækker til vores tur. En af turens store oplevelser kom netop på denne strækning langs grænsen. Vi havde tidligere læst om menneske-muren af flygtninge fra Myanmar (Burma) på den Thailandske side af grænsen, men det overgik alle forventninger. Vi havde hørt, at der i begyndelsen fra Thailandsk side var givet opholdstilladelse til 1.000-2.000 flygtninge fra det karenske stammefolk på grund af deres langvarige og grusomme krig med militærstyret i Myanmar (Burma), - men at antallet gennem de sidste 10 år nu var steget til mere end 100.000 i dette område til stor irritation for den Thailandske lokalbefolkning, var næsten ikke til at forstå. Vi kom uden problemer gennem adskillige check-points med Thailandsk militær, og med et kunne vi se en enorm flygningelejr. 
Så langt øjet rakte ind i landet og op mod bjergene lå der karenske hytter (stammen hedder "Karen"), og efter at have kørt adskillige km, hvor denne lejr på venstre side af vejen bare fortsatte og fortsatte, var vi klar over, at vi havde set en af de største. Vi mødte også karenere uden for lejren på vejen. De var ude for at samle blade til deres tage på hytterne, og der var stor knaphed på smil fra såvel børn som voksne. Der var ingen tvivl om, at vi mødte et folk, der havde set og mærket mange grusomheder fra militærstyret i Myanmar (Burma).
Menneskemuren af Karenske flygtninge
Efter et stykke tid på vej 105 blev der mulighed for at se nogle varme kilder, og 20 min. ned ad en sidevej kunne man få dampbad og koge æg i det kogende vand, der bobler ud af jorden. Vi nød opholdet der så meget, at vi glemte tiden, og da en lokal thai samtidig kunne fortælle os, at den iflg. kortet flotte vej mod Mae Hong Son ville blive mindre og mindre, var vi med et klar over, at vi skulle afsted. Næste stop holdt vi i den lille by Mae Sariang, som kan være en god base, dersom man ønsker at trekke og/eller besøge bjergstammer. For os var det et spørgsmål om at finde noget at spise og eventuelt overnatte i byen, så vi slap for at køre i bjergene om natten. Vi valgte dog at fortsætte, og kort efter Mae Sariang begyndte vejen så småt at blive mindre og mindre, og asfalten var helt væk på en stor del af strækningen Vi kunne derfor kun køre ganske langsomt op og ned ad de mange hårnålesving i bjergene.
Karenske flygtning indsamler blade til deres taget på deres hytter
Vi ankom samme aften ved 21.00 tiden til den skønne by Mae Hong Son, der ligger midt i bjergene, og på trods af en stigende turisme er byen stadigvæk et relativt roligt og afslappende sted at opholde sig. Vi havde besluttet os for at bo rigtig godt i Mae Hong Son og checkede ind på det elegante Tara Mae Hong Son Hotel, som er lavet i teaktræ, og som vist nok er det bedste hotel i byen.
Mae Hong Son er helt klart et skønt sted at slappe af, men også et rigtig godt område at se Padaung stammen, muligvis bedre kendt som 'Girafstammen' eller 'Langhalsene'. De har fået dette tilnavn, da kvinderne er udsmykket med messingringe på halsen, benene og armene, og udsmykningen kan veje op til 22 kilo, selvom det mest almindelige er 5-6 kilo. Det er ikke halsen, der er lang. Ringene presser kravebenet og brystkassen ned, således at halsen bare ser lang ud, og selvom det fortælles, at dersom kvinderne tager ringene af, vil de knække halsen, er dette ikke korrekt. Kvinderne kan til enhver tid tage deres ringe af og på. Der er flere Padaung landsbyer i området, og vi valgte at besøge en af de helt store, Nai Soi, som ligger omkring 35 km fra Mae Hong Son og har omkring 70-80 girafkvinder. 
Udsigten over Mae Hong Son fra bjergtemplet Wat Phai Doi
En helt fantastisk oplevelse og det på trods af, at vi havde adskillige diskussioner om det etiske i at gå rundt og fotografere disse kvinder, som om man var i zoologisk have. Vi kom til den konklusion, at stammen tjener penge til fælleskassen (indgangen til landsbyen er 250 BHT = ca. DKK 40,- per person), og med de nuværende ringe forhold for disse flytninge fra Myanmar (Burma) er dette sikkert den eneste mulighed, stammen har for at tjene penge.
"Girafkvinde" slapper af sammen med sin datter "Girafkvinde" viser stolt sin lille dreng frem
Et lille Padaung barn hygger sig i hængekøjen "Girafkvinde" roder i gadekæret
(c) Søren Hammer, Bangkok, Thailand 2003
© www.thailand.dk 1998-2006